Wir veröffentlichen hier eine dänische Übersetzung des Dokuments "Volkskrieg – Der einzige Weg zu Befreiung" aus dem Klassenstandpunkt #15:
»Proletariatets frigørelse vil ligeså have sit bestemte militære udtryk, den vil skabe en bestemt, ny måde at føre krig på.« — Friedrich Engels
Dette dokument er et bidrag til debatten om, hvilken militærlinje der er den rigtige for Tysklands Kommunistiske Parti, som skal rekonstitueres. Til at begynde med, vil vi se på teksten fra Kommunistisk Opbygning [Kommunistischer Aufbau], der udløste denne debat. Derefter vil vi, på baggrund af det internationale proletariats praksis og ideologi, kort opridse nogle sider af spørgsmålet om den militære linje for revolutionen i Tyskland.
DEL 1: OM KOMMUNISTISK OPBYGNINGS KRITIK
Vore venner fra Kommunistisk Opbygning har fejret den Store Socialistiske Oktoberrevolutions 100-år ved at udgive teksten 1917—2017: Et hundrede års revolutionær strategi [1917—2017: Einhundert Jahre revolutionäre strategie] med undertitlen Opstand, byguerilla, folkekrig — eller dialektisk videreudvikling? [Aufstand, Stadtguerilla, Volkskrieg — oder dialektische Weiterentwicklung]. Siden Kommunistisk Opbygning ser »opgaven for komunisterne i Tyskland i vor historiske periode i dette land« som »skabelsen af et kommunistisk parti af Lenins type«, anser vi den omfangsrige debat med dem som et vigtigt bidrag til kampforløbet for rekonstitueringen af Tysklands Kommunistiske Parti.
GUERILLAKRIGENS ROLLE I FOLKEKRIGEN
Kapitlet om folkekrig indledes af et citat fra udgiverne af den tyske oversættelse af dokumentet Urbane perspektiver [Urban Perspectives] af Indiens Kommunistiske Parti/maoister. Citatet er som følger:
»Den langvarige folkekrig består af en samfundsanalyse, et revolutionært program og en politisk-militær strategi, som består af guerillakrig, bevægelseskrig og stillingskrig. Det strategiske mål er opbygningen af støttebaser, der bliver ved med at udvide sig i en langvarig kamp, og i sidste ende omringe bycentrerne.«
Marxismen-leninismen-maoismen blev sammenfattet af Formand Gonzalo. Det ved Kommunistisk Opbygning udmærket. Det er vor opgave at fastslå marxismen-leninismen-maoismen, hovedsageligt maoismen, som den internationale kommunistiske bevægelses eneste vejleder og befaler, på den proletariske verdensrevolutions sti. Kendsgerningen at ikke-maoistiske skrifter citeres repræsentativt her viser, hvor meget arbejde vi stadig har foran os. Nuvel, det ville helt sikkert have været muligt for Kommunistisk Opbygning at finde en lignende sætning i vore skrifter også. Men selvom Revolutionær Opbygning Schweiz [Revolutionärer Aufbau Schweiz, der udgav førnævnte Urbane perspektiver] forstår, at folkekrigen er mere end guerillakrig, er Kommunistisk Opbygnings forklaring som følger:
»Den »langvarige folkekrig«, udviklet af Mao Zedong i kraft af hans førerskab af Kinas Kommunistiske Parti, er en strategi til revolution. Den kan ikke, som visse borgerlige forfattere gør, formindskes til en guerillakrigsstrategi, selvom denne militært er folkekrigens nøgle. Den støtter sig militært på guerillakrigen, og udarbejder den på omfattende vis på alle sider.
Mao opfandt ikke guerillaen. Historisk opstod guerillakrig i Europa for første gang under spaniernes modstandskrig mod Napoleon Bonaparte, sidst i det 18. århundrede. Det nye og oprindelige hos Mao er derfor ikke guerillaens opfindelse, men at han fuldt ud greb denne slags kamp (praktisk og teoretisk), udviklede den, og udnyttede dermed guerillaens potentiale for første gang.
Folkekrigen hos Mao bygger på en landguerilla. Det strategiske mål og en af de største nytænkninger i folkekrigens guerillakrig består i støttebaserne.«
Kommunistisk Opbygning påpeger endda, ved at henvise til dette citat, at borgerlige angreb formindsker folkekrigens strategi til guerillakrig. Men de nævner ikke selv noget om det internationale proletariats militærteori, foruden guerillakrigens og støttebasernes rolle i den. De har, som vi vil få at se, ikke forstået tilstrækkeligt om støttebasernes rolle. Det går ud på at erobre magten.
Kommunistisk Opbygning forstår heller ikke guerillakrigens rolle i folkekrigen. Guerillakrigen har en strategisk karakter i folkekrigen. Det vil sige, at den er grundlaget, på hvilket de væbnede styrker og udviklingen af bevægelses- og stillingskrigen bygger. Førhen var guerillakrigen inden for den regulære krig kun et tillæg til bevægelses- og stillingskrigen.
Derefter tager Kommunistisk Opbygning fejl angående folkekrigens formål:
»Krigen tjener det højere mål at erobre politisk magt i staten.«
Som Marx sagde i sit værk Borgerkrigen i Frankrig, kan proletariatet ikke bare overtage den gamle stat, men må knuse den og opbygge en ny stat. Sætningen »magt i staten« er misledende på det punkt, da den synes at sige, at marxismen-leninismen-maoismen afviger fra dette marxistiske princip. Nuvel, vi forventer ikke at alle revolutionære har læst Borgerkrigen i Frankrig, men forordet af 1872 til Det kommunistiske manifest, som gør dette spørgsmål klart, bør være kendt. Selvom Lenin faktisk brugte denne sætning i Breve fra det fjerne, er det intet tilfælde, at han ikke længere bruger den i Staten og revolutionen. Herefter skriver Kommunistisk Opbygning:
»Dette sker ved først at erobre et område i afsides og geografisk passende egne (bjerge, flodmundinger, urskove) og holde den for bestandig mod fjenden.«
I første omgang går folkekrig ikke ud på at beholde områder. I stedet er folkemasserne den afgørende faktor, hvilket vi vil tale om senere. Krigens grundprincip er at bevare sine egne styrker, og at knuse fjendens styrker. Dette sker dog ikke ved at de revolutionære styrker, som bliver i et område, omringes og knuses. Dette påstår bare, at hver eneste mulighed for gåpåmod og fleksibilitet bør serveres til fjenden på et sølvfad, og at man bør være passiv. Nøjagtig det modsatte har vist sig at fungere: hvis fjenden forsøger at placere sine tropper, så en støttebase kan omringes og angribes, bør fjendens enkelte delinger omringes og tilintetgøres med gåpåmod, før de har nået at samle sig. Dermed er dette en grov misforståelse, hvad angår deres kritiks emne.
»Princippet med at koncentrere vore styrker for at udslette fjendens styrker én efter én sigter hovedsageligt på at tilintetgøre fjendens kampdygtige styrke; ikke på at holde eller bemægtige sig en stilling. Under visse omstændigheder er det tilladeligt at forlade bestemte stillinger med det formål at koncentrere vore styrker for at udslette fjenden eller for at sætte vor hovedstyrke i stand til at undgå fjendens heftige angreb og muliggøre hvile og konsolidering til yderligere kamp. Så længe vi i stor målestok er i stand til at udslette fjendens kampdygtige styrke, vil det være muligt at genvinde tabte områder og bemægtige os nye. Derfor skal alle, for hvem det lykkes ødelægge fjendens kampdygtige styrker, roses.« [1]
DET INTERNATIONALE PROLETARIATS MILITÆRLINJE
Vore venner skriver:
»Som militærstrategi og strategi til revolution, var folkekrigen også succesfuld i et antal anti-koloniale og anti-imperialistiske krige, under det nationale borgerskabs lederskab.«
Folkekrigen er det internationale proletariats militærteori om den nydemokratiske revolution, den socialistiske revolution og kulturrevolutionen. Hvis proletariatet ikke leder, er det ikke en folkekrig. Det er derfor det nationale borgerskab ikke kan lede en folkekrig. Borgerskabet kan, under visse forhold, anvende visse sider indeholdt i folkekrigens strategi, men det kan ikke lede en folkekrig. Hvis borgerskabet succesfuldt anvender disse sider, bekræfter det blot disse siders rigtighed, som dele af vor militærteori.
»På den ene side forsøger forskellige maoistiske bevægelser eller partier, på baggrund af forståelsen af folkekrigen som »omringningen af byerne fra landet«, at opbygge støttebaser med »Rød Magt«, og på den anden side giver de byerne en mere eller mindre understøttende funktion som en »tillægsscene i kampen«. Dette kan være alt fra rent legalt politisk støttearbejde, til logistisk støtte til folkekrigen, til dele af en maoistisk byguerilla i forbindelse med lokale militser, som de eksempelvis udvikles af Perus Kommunistiske Parti under førerskabet af dets Formand Gonzalo.«
Dette afsnit er en fuldstændig fejlrepræsentation af Perus Kommunistiske Partis masse- og militærlinje, altså af marxismen angående dette spørgsmål, som udtrykt i deres generelle politiske linje, der er tilgængelig på tysk. Ydermere er det også uvidende om forskellige dokumenter, der viser denne rigtige linjes indførelse i praksis, som, blandt andet, forklarer byens rolle som et nødvendigt tillæg i sammenhæng med folkekrigen i Peru. Dette afsnit sætter lighedstegn mellem marxismen-leninismen-maoismen og dens modsætning, fokusteorien. Dette afsnit erstatter debatten om sammenhæng ved hjælp af retoriske kneb. Udtrykkene »tillægsscene« og »understøttende funktion« synes retorisk at sige, at byen ikke anses som værende lige så vigtig, som den egentlig bør være. Der er intet argument for dette. Dette leder en til at tro, at Kommunistisk Opbygning ikke er interesserede i, at bruge sit dokument til at kaste mere lys på emnet, men snarere til at skabe forvirring. At sætte lighedstegn mellem folkekrigen og fokusteoriens byguerilla-begreb, er i sandhed en grov forvirring. Herefter skriver Kommunistisk Opbygning:
»Dog står alle maoistiske bevægelser i sidste ende over for spørgsmålet om byernes erobring. Det nepalesiske maoistiske parti var derfor ude af stand til at bevæge sig fra den strategiske ligevægts etape til den strategiske offensivs etape, hvor den væbnede opstand organiseres i byerne, efter partiet havde omringet hovedstaden i løbet af en ti år lang folkekrig mellem 1996 og 2006. Dette mundede til sidst ud i den maoistiske guerilla-leder Prachandas åbne forræderi — Prachanda fornægtede socialismen, og blev statsminister i den nyligt dannede borgerlig-demokratiske republik.«
Den første sætning er tvetydig. Naturligvis står de undertrykte nationers kommunister, der omringer byerne fra landet, over for det praktiske spørgsmål om byernes erobring, selv hvis de også udvikler arbejde i byerne. Men det er helt sikkert, at ingen kommunist står over for et grundlæggende teoretisk problem her. Det er fordi dette spørgsmål blev grundlæggende set klargjort af Formand Mao Zedong og Formand Gonzalo. Kommunisternes opgave er marxismen-leninismen-maoismens og gonzalo tænkningens kreative anvendelse under deres konkrete virkeligheds bestemte forhold.
Kammeraterne i Nepal havde det problem, at deres partis revisionistiske lederskab forrådte arbejderklassen og folket. Latterligheden af »flere partiers konkurrence« og inddragelsen af fjenden i den Nye Magts strukturer, gennemsyrer hele forløbet om fredsforhandlinger med den gamle stat under kravet om en ende på monarkiet. Dråben, der fik bægret til at flyde over, var i sidste ende overgivelsen over for USA-imperialismens kommende indblanding, gennem dens indiske undersåtter. Alle disse er eksempler på en omfattende og systematisk revisionisme, der, som revisionismen i dag passende gør, forklædte sig som maoisme. En kendsgerning, som mange sider har fordømt tilstrækkeligt. »Prachandaismen« er afsløret og bankerot.
At kalde sådanne revisionister maoister vil sige at støtte denne forklædning, at kaste mudder på marxismen-leninismen-maoismen. Ydermere må det nu gøres klart, at revisionismens årsag ikke var, at det nepalesiske partis ledere manglede den samme slags viden om marxismen-leninismen-maoismens svar, som vore venner mangler. Revisionismen er borgerskabet blandt vore egne rækker. Revisionismens årsag er, at også kommunister er subjekter, der skabes i et borgerligt samfund. Dermed bærer de det borgerlige samfund med sig (og i de undertrykte nationer, det feudale samfund). De lever i det, og man kan ikke få det ud af nogen, uden først at knuse det borgerlige samfund. Dermed kan og vil det ske igen og igen, at kommunister vil sætte sig selv og deres ego over klassen og folket, og dermed blive revisionister — hvilket ikke laver om på den kendsgerning, at i et sådant tilfælde, må de bekæmpes uden nåde. For at gøre dette spørgsmål klart, siden det flere gange skaber forvirring: revisionismen er hovedfaren for os.
Situationen i Nepal er kun et midlertidigt nederlag, en krumning på vejen. Vi er klart overbeviste om, at kammeraterne i Nepal vil vinde i kraft af deres opnåede erfaringer, deres allerede beviste heltemod, og det internationale proletariats ideologi! Ikke alene fordi historien er nødt til at gå denne vej, men også fordi folkekrigen er en kendetegnende del af den nepalesiske virkelighed, og kammeraterne rejser sig i landet igen og igen. For nylig har man udført aktioner med sprængstof rundt omkring i landet under valgene i november.
FOLKEKRIGENS ALMENGYLDIGHED
Herefter skriver Kommunistisk Opbygning:
»Manglen på begreber angående dette spørgsmål har også noget at gøre med de særlige historiske træk ved den kinesiske borgerkrig og dens sidste fase fra 1945 til 1949, i forhold til den revolutionære strategi. Militært set erobrede Mao magten ved at omdanne guerillaerne til en regulær Rød Hær, der førte og vandt en konventionel krig på meget klassisk vis. Politisk set var han i 1948 og ’49 i stand til at plukke byerne som moden frugt, eftersom hans modstander, Guomindang, var fuldstændig opløst politisk og moralsk.«
I denne del angriber Kommunistisk Opbygning folkekrigens almengyldighed ved at påstå, at den kun kunne sejre under de meget specifikke »særlige historiske træk« i Kina. De portrætterer det på en så absurd måde, at ingen i ramme alvor kan tro, at dette kunne lade sig gøre igen. Ligesom ingen i ramme alvor kan tro, at det rent faktisk skete på den måde.
Snakken om »moden frugt« og den indforståede påstand om, at Mao Zedong brugte en borgerlig militærlinje ved at sige, at han ledte »en konventionel krig på meget klassisk vis,« er en fornærmelse [2] mod de kinesiske massers fremskridt, masser som blødte i klassekampen, så Formand Mao Zedong var i stand til at videreudvikle proletariatets ideologi.
I den følgende del peger Kommunistisk Opbygning på marxismen-leninismen-maoismens tilsyneladende dødbringende svaghed:
»Spørgsmålet om teorien om verdensomspændende revolution, altså hvordan hovedslaget bør udkæmpes, erobringen af »byerne« på verdensplan, og dermed af de imperialistiske midtpunkter, forbliver åbent. Dette vedbliver at være den dødbringende svaghed hos teorien om revolution i maoismen!«
Kommunistisk Opbygning skaber endnu en gang forvirring her. Formuleringen stammer fra Lin Biao, som ikke ønskede at indlede folkekrigen så hurtigt som muligt, og ikke repræsenterer verdens folkekrig som defineret af Perus Kommunistiske Parti. Derfor var Lin Biao højre-opportunist og ikke marxist-leninist-maoist. Ansvaret for kendsgerningen at marxismen-leninismen-maoismen-gonzalo tænkningen endnu ikke er blevet anvendt til de imperialistiske landes bestemte forhold, ligger hos kommunisterne i disse lande. Fordi teorien udvikles på baggrund af praksis, ville alt andet være idealisme. Dermed kan kun en idealist anklage Formand Mao Zedong og Formand Gonzalo for ikke at have gjort det. Eftersom de endnu ikke har skrevet et eneste argument mod folkekrigens almengyldighed, finder vore venner på den gode idé, at lade Mao Zedong tale for sig selv. De indleder et længere citat fra Mao Zedong med følgende:
»I dette [påstanden om folkekrigens almengyldighed] gik de langt ud over Maos egne opfattelser. Han gik ud fra, at støttebasernes (»Rød Magt«) opståen og eksistens udsprang af Kinas særlige forhold.«
Dette følges af et længere citat fra Mao Zedong fra 1928, hvori Mao Zedong virkelig siger, at områderne med Rød Magt er et kinesisk særpræg, der ville være umuligt andetsteds. I 1928 hærgede den første borgerkrig Kina. Dette var før den anti-japanske krig og før den anden borgerkrig. Efter dette var 21 års væbnet kamp stadig nødvendig, før revolutionen kunne sejre. Mao Zedong var en del, men han var ikke »Gud«. Og marxismen-leninismen-maoismen er en del, men den er ikke idealisme. Dermed var Mao Zedong, før og uden den revolutionære praksis, ude af stand til at sammenfatte denne praksis til teori. Altså rystes vi ikke af den kendsgerning, at han, før han havde den nødvendige praksis, ikke udviklede teorien om folkekrig. Sådanne hegelske håb er ikke for kommunister at bekymre sig om, så vi bekymres ikke af deres tilbagevisning. Fordi vi er dialektiske materialister, ved vi, at teori stammer fra praksis, og at teori kan bruges til at hæve praksis til et nyt niveau, fra hvilket teori kan videreudvikles. Teorien opstår ikke adskilt fra praksis, og det gælder også teorien om folkekrig. Så hvis vore venner ønsker at holde fast i deres argument, må de påtage sig et idealistisk synspunkt.
Tilfældigvis kan rettelser findes på baggrund af erfaringerne, man vandt under Anden Verdenskrig, selv i Formand Maos værker. Et eksempel på dette gives af dokumentet Strategiske problemer i guerillakrigen mod Japan. I 6. kapitel, 3. underkapitel i bind 2 af de [danske] udvalgte værker, fastslås det at »… små lande der, som Belgien, ikke opfylder denne betingelse, har ringe eller ingen mulighed herfor«. Her siger den 8. fodnote også: »Sagt på en anden måde: guerillakrige kan gennemføres sejrrigt i et land, som ikke har et stort territorium …«
Efter det springer Kommunistisk Opbygning tilbage til den Internationale Linje:
»Hvad angår spørgsmålet om strategien i den proletariske verdensrevolution, vil dette svar sige, at man omringer verdens »byer« fra verdens »landsbyer« Perspektiverne for revolutionen ses i de undertrykte nationer i Asien, Afrika og Latinamerika; kun når disse er »faldet« kan revolutionen sejre i de imperialistiske midtpunkter — også fordi muligheden af at bestikke arbejderklassen gennem ekstraprofitter mistes.«
Dette har intet med marxismen-leninismen-maoismen at gøre. For Mao Zedong siger i sin afhandling Om modsigelse, at den indre modsigelse er den afgørende faktor:
»I modsætning til den metafysiske verdensanskuelse hævder den materialistisk-dialektiske verdensanskuelse, at vi for at kunne forstå en tings udvikling må studere dens indre og dens forhold til andre ting. Tingenes udvikling må med andre ord ses som deres indre og nødvendige selvbevægelse, samtidig med at hver ting i sin bevægelse står i indbyrdes forhold til og vekselvirker med tingene omkring sig. Den grundlæggende årsag til en tings udvikling findes ikke i ydre forhold, men i indre; den ligger i de modsigelser, der findes i tingen. Der findes indre modsigelser i enhver ting, deraf kommer dens bevægelse og udvikling. Modsigelserne i en ting er den grundlæggende årsag til dens udvikling, mens dens indbyrdes forhold til og vekselvirkning med andre ting er sekundære årsager.«
Angående indførelsen af den Internationale Linje, bør det nævnes kort, at marxismen-leninismen-maoismen anser modsigelsen mellem imperialismen og de undertrykte nationer som den nuværende hovedmodsigelse på verdensplan — dermed udgør den det vigtigste ydre forhold for de indre forhold i hver nation. Dens stigende forstærkning skubber de undertrykte nationers folk mere og mere i retning af oprør. På baggrund af marxismen-leninismen-maoismen må de undertrykte nationers kommunistiske partier lede disse oprør, og indlede folkekrige overalt så hurtigt som muligt. Fordi den nogenlunde »sociale fred« i de imperialistiske nationer også afhænger af især kapitaleksporter til (og plyndringen af) de undertrykte nationer, skærper sådanne folkekrige modsigelsen mellem proletariatet og borgerskabet i de imperialistiske nationer. Altså er de ledende i udviklingen af folkekrige i de imperialistiske nationer. Men dette vil ikke sige, at kommunisterne i de imperialistiske nationer bør læne sig tilbage, og begrænse sig til en ligeglad »international solidaritet« indtil »D-dag«.
»Internationalisme i gerning — det er ét og kun ét: selvfornægtende arbejde for at udvikle den revolutionære bevægelse og den revolutionære kamp i ens eget land, støtte (ved propaganda, sympati og materiel hjælp) til en sådan kamp, til en sådan linje og den alene, i alle lande uden undtagelse. Alt andet er bedrageri og dagdrømmeri.«[3]
Folkekrigen er almengyldig. Før indledningen af folkekrigen tjener alting til at indlede den, og når den indledes, tjener alting til at udvikle den. Det er også således i de imperialistiske nationer. Marxister-leninister-maoisterne i de imperialistiske nationer venter ikke på folkekrigen i de undertrykte nationer, som jøderne venter på Messias. Marxister-leninister-maoisterne udvikler revolutionær praksis med henblik på folkekrigen i deres land, ved at alting sætte proletarisk internationalisme i første række for at tjene verdensrevolutionen.
FOLKEKRIGEN I ÉT LAND
»Selv hvis de undertrykte lande, ifølge disse strategier om revolution, hvis detaljer varierer, blev befriet, hvilket vi tvivler på af forskellige årsager, kunne ingen socialisme på verdensplan opstå ud af det. Dette er simpelthen fordi imperialismen ikke ser artigt til, mens de (revolutionære) landsbyer omringer dets (magtens) midtpunkter. Men så længe imperialismen har magten i midtpunkterne, har den også magten til at brænde »landsbyerne« ned til grunden, hvis det bliver nødvendigt. Menneskenes historie i de sidste årtier har bevist med topkarakter, at imperialismen ikke tøver et sekund med at anvende denne mulighed, hvis den seriøst trænges op i en krog et hvilket som helst sted på planeten. USA-imperialismens åbenlyse trussel, udtrykt af Trumps tale i FN’s Generalforsamling om at ødelægge det nordkoreanske folk gennem atomkrig, minder os om dette på livagtig vis!«
Ved at begynde med den falske påstand om, at marxismen-leninismen-maoismen ønsker, at ensidigt udvikle folkekrigen i de undertrykte nationer, konkluderer Kommunistisk Opbygning, at ingen socialisme på verdensplan vil kunne vokse ud af folkekrigen. Det er sandt, at hvis man ikke kæmper for magten i hele verden, kan man ikke tage den i hele verden. Med denne tautologiske udtalelse forsøger vore venner at sparke en åben dør ind.
Dog blander vore venner en del ting sammen når de påstår, at socialismen ikke kan lade sig gøre i ét land på grund af imperialisternes overlegne våbenlager. Har historien ikke vist noget andet? At socialismen ikke fejlede fordi den blev angrebet militært udefra? Det der gøres her, er at spørgsmålet om genoprettelse og kontra-genoprettelse blandes sammen med rent militære anliggender. Men kampen mellem genoprettelse og kontra-genoprettelse kan kun reduceres til militære (og ydre) faktorer ved hjælp af en forståelse, der er virkelig forringet. Det kinesiske folks praksis under Formand Maos lederskab i den Store Proletariske Kulturrevolution har ret klart bevist det modsatte. Normalt argumenterer kun trotskister mod socialismen i ét land. [4] Men dette synspunkt er selv når det ses i særdeleshed forkert. Dette afslører en metafysisk forståelse af modsigelsen mellem imperialismen og de undertrykte nationer. Selvom imperialismen stadig er det overordnede aspekt af modsigelsen, afhænger dens magt af den halvkoloniale udplyndring, og den bukker under uden denne udbytning. Imperialismen findes ikke uden national undertrykkelse. Dens militære magt sikrer afgjort dens økonomiske magt, men den baserer sig også på den. Hvis imperialismen berøves af sine halvkolonier gennem folkekrigen, svækkes den. Men selv hvis man ser på det militære aspekt adskilt fra alt andet, tager Kommunistisk Opbygning fejl. Historien har i sandhed vist, at imperialisterne er villige til at bruge enhver ondskabsfuldhed for at sikre deres magt, men det betyder ikke at det lykkes. Den nylige historie i Vietnam, Tjetjenien, Afghanistan, Somalia, Irak, Ukraine, Syrien og Mali har afgjort vist, at de er ude af stand til at holde folket »roligt og stille« for evigt. Tværtimod lider imperialisterne det ene nederlag efter det andet.
Kommunistisk Opbygning maler frygten for atomkrig på væggen, men dette ignorerer den kendsgerning, at imperialismen planlægger noget med halvkolonierne. Den ønsker ikke simpelthen at ødelægge dem, den ønsker at bruge dem. Man kan ikke ødelægge noget, man vil bruge. Taktikken at »brænde ned til grunden« kan benyttes af imperialismen en gang imellem højst, for at sætte et eksempel, men ikke som en omfattende taktik, fordi den står i modsætning til imperialismens strategiske mål. Ydermere er forfatterne uvidende om den betydning, brugen af atombomber ville have hvad angår skærpelsen af modsigelser, mellem proletariatet og borgerskabet i de imperialistiske nationer, såvel som mellem imperialisterne, og mellem imperialisterne og de undertrykte nationer. Hvis atombomberne bruges til dette formål, bliver slåskampen endnu sværere for landet og regionen, som atombomberne bruges i. Men det er ikke noget tilfælde, at atombomber aldrig er blevet brugt igen siden deres anvendelse mod den japanske imperialisme. Skærpelsen af modsigelserne som resultat af deres brug, gør det meget problematisk for imperialisterne. Selv brugen af biologiske og kemiske våben kan kun lade sig gøre under meget ekstreme forhold. Billedet af nedskydningen af Nguyen Van Lem skabte verdensomspændende harme, og selv før billedet af den niårige Phan Thi Kim Phuc, der blev brændt af napalm, blev offentliggjort, blev den Nationale Garde i USA nødt til at skyde demonstranter ihjel. [5] Efter det var krigen tabt, ikke kun moralsk set. I sidste ende har Formand Mao Zedong ret når han siger:
»Atombomben er en papirtiger, som de amerikanske reaktionære bruger til at skræmme folk med. Den ser frygtindgydende ud, men er det i virkeligheden ikke. Naturligvis er atombomben et massenedslagtningsvåben, men en krigs udfald afgøres af folket, ikke af én eller to nye våbentyper.«[6]
Vi er bange for, at en bevidst skabt misforståelse af denne sandhed, og hysteriet som de borgerlige medier i de sidste få årtier har frembragt om overkill, kommer til udtryk i Kommunistisk Opbygning, og vi ønsker at udtrykkeligt advare mod udviklingen af denne stilling. Hvis denne stilling udvikles yderligere, vil den blive en del af Khrusjtjov-revisionismen, der tjener til at skræmme folk, opfordre revolutionære til ikke at lave revolution, og overbevise dem om fredelig overgang og fredelig sameksistens. Da vore venner påtager sig denne frygt, står de på kanten, og hvis de går videre, vil de uundgåeligt falde ned. De revolutionæres tilgang må altid være at vove at kæmpe, vove at vinde.
Hvis den konsekvent tænkes til ende, bliver den metafysiske forståelse af modsigelsen mellem imperialismen og de undertrykte nationer til en revolutionær teoretisk udgave af »den hvide mands byrde«. I den metafysiske forståelse af modsigelsen mellem imperialismen og de undertrykte nationer udfolder et metafysisk synspunkt på revolutionen sig, som i sidste ende er imperialistisk chauvinisme. De undertrykte folk siges at være ude af stand til at befrie sig selv, hvilket er grunden til at de bør håbe på den hvide Messias i de imperialistiske midtpunkter. Vi håber virkelig, at Kommunistisk Opbygning ikke udvikler denne falske opfattelse, men forlader den.
FOKUSTEORI ELLER FOLKEKRIG
Det er ikke vor opgave at forsvare fokusteorien, eftersom vi også kritiserer denne strategi. Fokusteorien og den tilsvarende eventyrpolitik er også et udtryk for en afsky over for masserne, en småborgerlig militærlinje og ikke en proletarisk sag. Dette er selvom mange revolutionære, som har kæmpet under denne linje, tilhører vor klasses og verdens folkeslags bedste børn.
Men Kommunistisk Opbygnings kritik af fokusteorien, i særdeleshed sammenblandingen af fokusteorien og folkekrigen, må afvises:
»Ved at bygge på lokale traditioner med revolutionære folkeledere og optøjer, forener byguerillaen dele af fokusteorien, som den repræsenteres af den revolutionære Che Guevaras liv og kamp, med den maoistiske folkekrig. Militært set forflytter byguerillaen den langvarige folkekrigs frihedskæmpere til byerne. Politisk set overføres en revolutionær kernes (altså teoriens »fokus«) beslutsomme handling, der håber på at være »gnisten der vil sætte ild til prærien«, til strategiens midtpunkt. Dette er selvom handlingen er afskåret fra masserne.«
Så for det første er fokusteorien en teori, og ikke bare Che Guevaras eksempel. Man bør tage revisionismen alvorligt, og ikke være uvidende. På den anden side er det at sige, at det har noget med folkekrig at gøre, når småborgerlige revolutionære, afskåret fra masserne, indleder den væbnede kamp, også meget uvidende. Selvom nogle byguerilla-grupper retorisk set henviste til folkekrigen, kan en hær, som ikke ledes af det kommunistiske parti, slet ikke lede en folkekrig.
»Vort princip er, at partiet kommanderer geværet, og geværet må aldrig få lov til at kommandere partiet.«[7]
Dette er et af folkekrigens allervigtigste principper. Så hvordan kan man lede en folkekrig uden et kommunistisk parti? Ydermere er folkekrigens nøglepunkt, at den støtter sig på folkemasserne. Dette er fokusteoriens modsætning, eftersom fokusteorien støtter sig på fokusset, på et fåtal. Påstanden om at byguerilla-begrebet skulle være et forsøg på at anvende folkekrigen i de imperialistiske lande, kan Kommunistisk Opbygning kun komme med ved at reducere folkekrig til guerillakrig, selvom de i begyndelsen sagde, at kun borgerlige forfattere gør sådan:
»I sidste ende overfører byguerillaen kun Maos militærstrategi (guerillakrig) til de imperialistiske midtpunkter, uden at udvikle en omfattende revolutionær strategi. Hvordan masserne, som er uundværlige i den politiske magts erobring gennem borgerkrigen, kan erobres og organiseres, besvares enten forkert — som i fokusteoriens anarkistisk-idealistiske forstand — eller overhovedet ikke.«
Det er en stor skam, at Kommunistisk Opbygning ikke har taget ved lære af den marxistisk-leninistisk-maoistiske masselinje, hvis begyndelser kan findes i Marx og Lenin, som blev videreudviklet af Mao Zedong, og systematisk præsenteret af Formand Gonzalo i Perus Kommunistiske Partis enhedsbasis. Ellers ville de ikke være nødt til at være tilfredse med at påstå, at der ikke findes noget svar på spørgsmålet om massernes »erobring og organisering«, og de ville kunne give os deres kritiske tanker om det.
Herefter skriver vore venner:
»DHKP-C i Tyrkiet i dag repræsenterer byguerilla-begrebet, som er blevet diskuteret i stigende grad i de seneste år, og som nogle opstående grupper og kredse i de imperialistiske midtpunkter, især i Europa, retter sig efter.«
Det forbliver uklart hvordan det kan forstås, at Kommunistisk Opbygning anser byguerilla-begrebet for at være en blanding af fokusteori og folkekrig, som anvendes i de imperialistiske lande, og samtidig påstå, at DHKP-C anvender denne militærlinje i deres kamp i Tyrkiet, et halvkolonialt og halvfeudalt land. Vi går ud fra, at dette kun er fordi Kommunistisk Opbygning ikke anser Tyrkiet for, at være et halvkolonialt og halvfeudalt land. Angående denne polemik oversatte vi en artikel fra »Partizan« om en kritik af MKP’s Tredje Kongres for nogen tid siden. Kernen af dette spørgsmål består i, hvorvidt imperialismen skaber social udvikling, eller marxismens principper [8] er og forbliver rigtige. Vi er mener at dette er en fejl, og håber på at vore venner ikke vil gå sammen med Stefan Engels MLPD. [9]
Ydermere er det rigtigt at kritisere de fejl, som er blevet begået, og vor klasses erfaring viser, at kampen mod fokusteoriens tilhængere, som (logisk nok, som revisionister) kæmper mod det kommunistiske parti, antager ret så antagonistiske former, og ender med (i eksempelvis MRTA’s tilfælde) deres udslettelse. Men vi ønsker nu at understrege, at mange kammerater og dele af masserne gennem deres handlinger (som er udtryk for ønsket om væbnet kamp og dens nødvendighed), er gået ind i den proletariske revolutions evige og heltemodige epik, selvom de har begået disse fejl. Vi kan aldrig efterlade disse kammerater hos fjenden.
OM KOMMUNISTISK OPBYGNINGS MODEL
Sidst i teksten uddrager Kommunistisk Opbygning nogle generelle følgeslutninger. For eksempel:
»Det, vi bekymrer os om, er en sjældent forstået objektiv social dialektik, som ofte ikke anerkendes af kommunisterne, på grund af deres subjektivt opfattede svaghed. At kontra-revolutionen er stærk og at dens regeringsmetoder fuldendes uafbrudt, vil også dialektisk set sige, at kommunisterne og den revolutionære bevægelse går gennem en politisk kamp for, at overvinde både deres teoretiske og praktiske svagheder, nemlig manglen på en revolutionær strategi i de imperialistiske midtpunkter.«
Afsnittets overskrift siger, at praksis kommer før teori, men det lyder snarere som om, at teorien render i halen på praksis. Det forbliver fuldstændig uklart, hvorfor Kommunistisk Opbygning ser det som en opmuntrende besked, at de tilsyneladende ikke har nogle svar på de praktiske problemstillinger.
Nu vender Kommunistisk Opbygning igen tilbage til folkekrigen, og skriver:
»Alle maoistiske partier, som stadig kæmper i dag, må håndtere det strategiske dilemma om »afbrudt vækst«. Folkekrigen er en revolutionær strategi, i hvilken bondemassernes guerillakrig sigter efter taktisk at knuse fjendens magt, for at akkumulere dens egen magt på langt sigt. Alt dette forudsætter det strategiske krav om at »overleve for at vokse«. Men hvad hvis guerillaen mister sit strategiske gåpåmod, og hele krigen bliver en »skyttegravskrig« på den strategiske ligevægt, hvor ingen af siderne kan vinde i den overskuelige fremtid? Det, at en imperialistisk hær kan overleve i årtier, især når tabene og udgifterne ikke vejer for tungt, er en strategisk fælde af højeste rang for folkekrigen.«
For det første findes der ingen maoistiske partier, som ikke kæmper. For hvis de ikke kæmper, er de ikke maoistiske, men kalder sig det allerhøjst.
For det andet er folkekrigen den militære strategi til erobringen og forsvaret af proletariatets magt — hen mod kommunismen (under den ny-demokratiske revolution er magten under proletariatets endegyldige lederskab, hvilket kommer til udtryk gennem dets kommunistiske parti, i folkets revolutionære klassers diktatur, baseret på arbejder-bonde forbundet).
For det tredje knuser de revolutionære styrker under folkekrigen fjendens levende magt på de steder, hvor fjenden er blevet endegyldigt besejret, og den Nye Magt opbygges med den revolutionære hær som dens rygrad for at knuse den gamle magt. Opsummeringen som »overlev for at vokse« ignorerer fuldstændig dialektikken mellem opbygning og ødelæggelse. Krigens grundlæggende princip er, at vi altid er nødt til at gøre alt vi kan for at bevare og udvide vore egne styrker, såvel som at knuse fjenden. For at bevare vore egne styrker, må vi knuse fjendens. Men for at knuse fjendens, må vi betale en pris. Formand Gonzalo lærer os, at man må være klar til at betale den højeste pris, men at man altid må stræbe efter, at den skal være så lav som muligt. Modsigelsen må tages i betragtning af lederskabet under planlægningen. Man kan ikke knuse fjenden uden at opbygge ens egen styrke, så man ikke længere er underlegen, og så den Nye Magt opbygges. I modsigelsen mellem opbygning (med dens kerne, den Nye Magt) og ødelæggelse (af den gamle stat), er opbygningen hovedproblemet! Opbygningen af den Nye Magt er således folkekrigens hjerte. Hvis man håndterer denne modsigelse rigtigt, er folkekrigen uovervindelig, eftersom de objektive betingelser er på folkets side.
Strategien er langvarig folkekrig, siden man som underlegen over for en overlegen fjende, nødvendigvis må kæmpe i årtier og til sidst vinde. At ordet »langvarig« som regel er et prædikat til ordet »folkekrig«, har Kommunistisk Opbygning i hvert fald opdaget. De har uden tvivl også opdaget den kendsgerning, at folkekrigens langvarige natur har en fremtrædende plads i de fleste dokumenter om den. Det eneste problem er, at Kommunistisk Opbygning insisterer på at dette problem er uløst, i stedet for at håndtere marxismen-leninismen-maoismens teoretiske og praktiske svar. Herefter er der en henvisning i teksten til en tilsyneladende positivt referencepunkt i praksis:
»Bemærkelsesværdigt nok, er det et parti fra den »hoxhaistiske« fløj og tradition i den marxistisk-leninistiske bevægelse, der i kraft af sin stilling som det kommunistiske partis kerne, ikke er omgivet af etapeteoriens sump — der inkluderer likvideringen af illegale strukturer — som følger den delvist omvendte sti — at opbygge en guerilla på landet ved siden af militserne i byerne. MLKP Tyrkiet / Kurdistan bygger, sammen med dets egne partimilitser, en militær afdeling sammen med den kurdiske befrielsesbevægelse, med hvilken det har været associeret i mange år, i kraft af deres strategiske forbund. Først i Rojava og siden 2016 i HBDH [»Halklarin Birlesik Devrim Hareketi«, det Forenede Folks Revolutionsbevægelse] i selve Tyrkiet.
Sidst men ikke mindst, må man lægge mærke til den »kommunistiske fløj« i byguerilla-bevægelsens spektrum. Italiens »Røde Brigader« er måske det mest kendte eksempel på et forsøg på, at forbinde byguerillaens militærstrategi med massekampe og arbejderbevægelsen.«
Det ville være interessant at vide, hvad Kommunistisk Opbygning mener: Hvem leder forbundet mellem PKK og MLKP? Det stærkere PKK eller det svagere MLKP; eller yankee-imperialismen, som har forvandlet Rojava til dens militærlejr, og bruger Syriens Demokratiske Styrker som sine fodsoldater? [10] [11] For os er det »strategiske forbund« opløsningen af partiet som fortrop. Det er hvad vi kalder højre-likvidationisme. [12] Men måske forstår vi bare ikke, hvad vore venner ønsker at fortælle os. Vi forstår heller ikke, og vil gerne vide, hvordan et kommunistisk parti kan påtage sig proletariatets opgaver i to lande. Det kommunistiske parti er jo netop ikke partiet for folket i ét land, men proletariatets parti. Og dets kamp beskrives meget klart i vort programmatiske grunddokument — Det kommunistiske partis manifest:
»I begyndelsen er proletariatets kamp mod bourgeoisiet omend ikke efter sit indhold, så efter sin form, en national kamp. Ethvert lands proletariat må naturligvis først gøre op med sit eget bourgeoisi.«[13]
»Da proletariatet først må erobre det politiske herredømme, hæve sig op til national klasse, konstituere sig selv som nation, er det altså selv nationalt, selv om det er i en helt anden betydning end den borgerlige.«[14]
Men Lenin og Stalin var også nødt til at håndtere det samme problem hos den Almindelige Jødiske Arbejdersammenslutning i Litauen, Polen og Rusland (der normalt kaldes »Bund«). I landene Litauen, Polen og Rusland, påstod den at være den eneste repræsentant for det jødiske proletariat, i stedet for at overlade denne opgave, eksempelvis i Rusland, til Lenins parti, så det jødiske proletariat kunne blive mobiliseret til revolutionen i Rusland. »Bund« præsenterede således sig selv som et parti uden regionale grænser, og antog den borgerlige nationalismes standpunkt. Stalin løste problemet med dem således:
»»Bund« slår ind på separatismen. Og egentlig kan det ikke gøre andet. Allerede dets tilstedeværelse som ekstra-territorial organisation driver det jo ud i separatismen. »Bund« har ikke noget bestemt sluttet territorium, det virker på »fremmede« territorier, mens de socialdemokratier, det står i berøring med (det polske, lettiske og russiske), er internationale og territoriale kollektiver. Men dette fører til, at enhver udbredelse af disse kollektiver er et »tab« for »Bund«, en indsnævring af dets virkefelt.«[15]
Lenin fortsatte angående »Bunds« separatistiske ambitioner:
»Denne parole (som i Rusland forsvares af alle de borgerlig-nationalistiske jødiske partier) står i modsætning til socialdemokratiets internationalisme. Som demokrater er vi uforsonligt fjendtlige over for enhver, uanset hvor let, undertrykkelse af en hvilken som helst nationalitet, og over for privilegier for en hvilken som helst nationalitet. Som demokrater forlanger vi nationernes selvbestemmelsesret i begrebets politiske forstand (se RSDAP’s program), altså retten til løsrivelse. Vi forlanger ubetinget lighed for alle nationer i staten og den ubetingede beskyttelse af hver eneste nationale minoritets rettigheder. Vi forlanger bred selvbestemmelse og selvstændighed for regioner, som blandt andre referencepunkter også må tegnes op i forhold til nationalitet. Alle disse krav er obligatoriske for enhver demokrat med orden i sagerne, for ikke at sige noget om en socialist.
Imidlertid begrænser socialister sig ikke til generelle demokratiske krav. De bekæmper alle mulige udtryk for borgerlig nationalisme, om den så er rå eller bearbejdet. »National-kulturel selvbestemmelse« er nøjagtig et udtryk af denne slags — den forener proletariatet og borgerskabet i én nation, og adskiller forskellige nationers proletarer. Socialdemokraterne har altid stillet sig og stiller sig stadig på det internationalistiske standpunkt. Mens vi forsvarer alle nationernes lighed over for godsejerne og politistaten, støtter vi ikke »national kultur«, men international kultur, som kun indbefatter dele af hver national kultur — kun hver nationalkulturs gennemført demokratiske og socialistiske indhold. Parolen om »national-kulturel selvbestemmelse« bedrager arbejderne med spøgelset af en kulturel enhed mellem nationer, mens den herskende kultur i enhver nation i dag tilhører jordbesidderne, borgerskabet eller småborgerskabet. Vi er imod national kultur som en af den borgerlige nationalismes paroler. Vi går ind for et fuldt ud demokratisk og socialistisk proletariats internationale kultur. Enheden mellem arbejderne fra alle nationaliteter, sammen med den højest mulige lighed for nationaliteterne og det mest gennemført demokratiske statssystem — det er vor parole, og det er det internationale revolutionære socialdemokratis parole. Denne i sandhed proletariske parole vil ikke skabe spøgelser og illusioner om »national« enhed mellem proletariatet og borgerskabet, mens parolen om »national-kulturel selvbestemmelse« utvivlsomt skaber det spøgelse og sår den illusion blandt det arbejdende folk.«[16]
De separatistiske ambitioner, som i dag driver MLKP fremad, er af samme natur som »Bunds« for over 100 år siden. I stedet for at mobilisere den kurdiske del af folket i Tyrkiet, til at kæmpe mod den tyrkiske stat for den demokratiske revolution, erklærer det sig som et parti for det kurdiske folk, og antager dermed den småborgerlige nationalismes standpunkt.
Det ville også være interessant at vide, hvorvidt de Røde Brigader nu bør være revolutionens forbillede i de imperialistiske lande, eller om de simpelthen nævnes pro forma, fordi man ikke senere vil anklages for at have »glemt« dette aspekt senere hen?
Derpå følger et forvirrende citat. Forvirrende fordi det tidligere i teksten så ud som om, vore venner ikke havde forstået folkekrigens langvarige natur:
»Frihedskæmpernes rolle under Anden Verdenskrig, og frem for alt Kinas Kommunistiske Partis sejr efter 25 års borgerkrig i 1949, var, i modsætning til dette, helt vildt. Noget utroligt var sket her, nemlig at den svagere side havde besejret den overlegne modstander. Loven om antal i krigen, på hvilken imperialisterne støtter sig med deres regulære hæres overlegne ildkraft, sammen med den mest moderne krigsteknologi, så ud til at tabe over for Maos revolutionære strategi om langvarig folkekrig.«
Denne henvisning til den Internationale Kommunistiske Bevægelses praksis, får det til at se ud som om, at Kommunistisk Opbygning har en vis forståelse af folkets evne til at knuse fjenden, selvom det er underlegent, gennem en langvarig folkekrig. Når de taler om marxismen-leninismen-maoismens praksis, indrømmer de, hvad de ikke vil godkende teoretisk.
Dog afslører Kommunistisk Opbygning også en utilstrækkelighed her. At de er så imponerede over borgerlige hære og deres smarte tekniske legetøj, såvel som deres tankegang, hvor den tekniske overlegenheds ligegyldighed kun tilsyneladende er blevet tilbagevist, viser kun, at de mangler tro på masserne, hvilket i sidste ende kommer til udtryk som militarisme. Det er ikke våbnene der skaber historien, men masserne.. Når vi først mobiliserer masserne, er våben det mindste af vore problemer.
Derefter mener Kommunistisk Opbygning at have opdaget en ny dialektik i politik og krig:
»Den »hybride krig« er en total krig, hvori forskellen mellem soldat og civil forsvinder, og alle midler og ressourcer bruges til at opnå krigens militære mål og politiske formål. Dette gælder i kampen mod den revolutionære side, såvel som i den mellem-imperialistiske konkurrence mellem modsatrettede stater.«
Dette er ikke nyt. I 1832 skrev Clausewitz i Om krig:
»Krig er blot fortsættelse af politik med andre midler.«
Så politikkens og krigens dialektik er noget, som klassefjenden har kendt til i over 200 år. Den »revolutionære side« er endnu mere klar over dette:
»»Krig er fortsættelsen af politik.« I denne betydning er krig politik, og krig er i sig selv en politisk handling; fra gammel tid har der aldrig været en krig, som ikke havde en politisk karakter. … Men krigen har sine egne specielle karakteristika, og i denne betydning kan den ikke sættes lig med politik i almindelighed. »Krig er fortsættelse af politik med andre … midler.« Når politikken udvikler sig til et vist niveau, ud over hvilket den ikke kan fortsætte med sædvanlige midler, bryder krigen ud og fejer forhindringerne af vejen. … Når forhindringen er fjernet, vil vort politiske mål blive nået og krigen blive bragt til afslutning. Men hvis forhindringen ikke fjernes fuldstændigt, må krigen fortsættes, indtil målet er opnået. … Man kan derfor sige, at krig er politik med blodsudgydelse, medens politik er krig uden blodsudgydelse.«[17]
OM FØLGESLUTNINGERNE
I den sidste del af teksten, bliver Kommunistisk Opbygning endnu mere abstrakte o uddrager filosofiske følgeslutninger:
»Frem for alt, må svaret være, at der ikke er noget svar, som er sat i sten. Fremtiden er åben. De sociale modsigelser driver udviklingen igen og igen i nye retninger, som ikke følger nogen historisk sammenligning, og som ikke er underlagt rigide skemaer med på hinanden følgende etaper.«
Vi ønsker at gå stærkt imod denne tese om historisk filosofi. Fremtiden er slet ikke åben, den er nødvendig. Eller i Marx’ og Engels’ ord:
»[Borgerskabet] producerer først og fremmest sine egne banemænd. [Dets] undergang og proletariatets sejr er lige uundgåelige.«[18]
Ligesom historien er fastlagt, findes der også et fastlagt »svar, som er sat i sten«, nemlig marxismen-leninismen-maoismen, hvis principper er almengyldige. Det er åbenlyst vor fejl, at vi ikke har tilstrækkeligt håndteret uundgåeligheden af revolutionen, i kampen for maoismens bekræftelse som den nye, tredje og højere etape i det internationale proletariats ideologi. Vore venner sætter endnu skarpere spørgsmålstegn ved almengyldigheden hos principperne i proletariatets ideologi i afsnittene der følger:
»Vi kan hverken forstå Hvad må der gøres?, SUKP(b)’s historie: kort gennemang, Kommunistisk Internationales lærebog om opstanden [Lehrbuch der KI zum Aufstand], Maos militære skrifter eller de enkelte folkekriges erfaringer, som »opskrifter i en kogebog«, som vi bare skal anvende i dag.
Det, vi har at lære fra Oktoberrevolutionen i særdeleshed og marxismen-leninismen i almindelighed, er den abstrakte sandhed — som er svær at fatte i den borgerlige tænkning — at den revolutionære strategi repræsenterer en forenet og kunstnerisk sammenfatning. Vi må ikke opdele den politiske »kunst at skabe magt« i enkelte etaper og forskellige områder.
Vi har her omtalt nogle grundlæggende dele af den revolutionære strategi på et abstrakt, delvist nærmest filosofisk niveau. De praktisk orienterede kammerater må nu spørge: Hvad vil det sige helt konkret? Hvad er vor strategi for den socialistiske revolution i Tyskland?
Bøger, som teoretisk generaliserer vore forgængeres praktiske erfaringer, giver os kun værktøjer, strategiens generelle principper. Hvordan stien hen mod målet ser ud under forholdene af i dag, er vi nødt til at finde ud af selv gennem praksis, som Lenin og bolsjevikkerne har vist. En vis orientering om dette kan gives i form af et dialektisk motto, med hvilket vi ønsker at lukke kredsen:
»Revolutionær politik vil sige at føre krig, altid og overalt — selv hvis vi ikke affyrer et eneste skud i hele vore liv!««
Med den Store Socialistiske Oktoberrevolution og dens 100-år i sigte, ser vi det som nødvendigt at citere det følgende »dialektiske motto« fra den store Lenin, her fra 1905:
»Abstrakt sandhed findes der ikke, sandheden er altid konkret.«[19]
Det nedværdigende udtryk »opskrifter fra en kogebog« bruges om principperne hos proletariatets ideologi, der er udviklet på baggrund af arbejderbevægelsens praksis af tankens og handlingens kæmper — Marx, Lenin og Formand Mao Zedong. Dette er en bundløs frækhed, der ikke sømmer sig for nogen kommunist. Anvendelsen af disse principper under praksissens konkrete forhold er netop det, kommunisterne er nødt til at gøre! Det er underligt hvad Kommunistisk Opbygning ellers planlægger at gøre. At reducere proletariatets ideologi til en æstetisk nydelse, ved at fordømme den som en kunstnerisk sammenfatning og at adle den som en abstrakt sandhed, samtidig med at man ikke vil vide noget som helst om den konkrete sandhed — denne ideologis anvendelse — er kronet på hele værket.
Trods alt erkender de oven i købet selv, at hele deres dokument er upassende for »praktisk orienterede kammerater« (vi kender ikke til nogle kammerater, der ikke er interesserede i praksis, og vi håber og er overbeviste om — på baggrund af vore erfaringer — at dette heller ikke er tilfældet blandt vore venner i Kommunistisk Opbygning), eftersom det kun er en negation. Vi ønsker at tilføje følgende: det er oven i købet en dårlig negation. Med dette fjerner de ethvert kritisk indhold fra deres kritik. For en kritik, der ikke længere er tiltænkt praksis, er ikke en vejledning til handling, men bare intellektuelt fjolleri. I øvrigt er henvisningen til praksis i de sidste to afsnit derfor tiltænkt som et alibi, og mottoet ender med at opføre sig satirisk.
Ydermere er der ingen vej forbi praksis, hvad vore venner erkender. Men som Lenin sagde:
»Uden revolutionær teori kan der heller ikke gives nogen revolutionær bevægelse. Man kan ikke betone denne tanke stærkt nok i en tid, da opportunismens modeevangelium optræder arm i arm med begejstring for de mest indsnævrede former for praktisk virksomhed. Men for det russiske socialdemokrati forstærkes teoriens betydning yderligere af tre omstændigheder, som man ofte glemmer, nemlig: For det første, at vort parti endnu kun er under opbygning, endnu kun er ved at udvikle sit ansigt og endnu langtfra har tilendebragt opgøret med andre retninger i den revolutionære tænkning, som truer med at lede bevægelsen bort fra den rette vej. Tværtimod kendetegnes netop den seneste tid (hvad Akselrod for længst har forudsagt økonomisterne) af en opblussen af ikke-socialdemokratiske revolutionære retninger, Under sådanne forhold kan en ved første øjekast »uvigtig« fejl fremkalde de sørgeligste følger, og kun kortsynede mennesker kan finde fraktionsdiskussioner og omhyggelig skelnen mellem nuancer ubetimelige eller overflødige. Af den ene eller anden »nuances« konsolidering kan det russiske socialdemokratis skæbne være afhængig i mange, mange år.«[20]
DEL 2: OM DEN REVOLUTIONÆRE KRIG
»Krigens love er et problem som enhver, der leder en krig, må studere og løse. En revolutionær krigs love er et problem, som enhver, der leder en revolutionær krig, må studere og løse. … Det er velkendt, at medmindre man forstår en handlings faktiske omstændigheder, dens væsen og dens sammenhæng med andre forhold, kender man ikke de lovmæssigheder, der styrer handlingen, ved man ikke, hvordan man skal udføre den eller udføre den godt.« [21]
Altså vi er nødt til at studere krigens generelle love og den revolutionære krigs særlige love, og vi må også undersøge de særlige træk hos den revolutionære krig i et imperialistisk land, endnu mere nøjagtigt i den imperialistiske BRD, og løse alle problemerne som opstår ud af det. Dermed er det forbudt — i overensstemmelse med modsigelsens lære — at på dogmatisk vis skabe efterligninger, og forsøge at imødegå vort lands konkrete virkelighed ved hjælp af en skabelon; gør vi det, vil vi uundgåeligt fejle.
BEHOVET FOR REVOLUTIONÆR VOLD
Vi er tilhængere af den revolutionære krigs almengyldighed, som alle kommunister siden Marx har været det:
»Vold er fødselshjælper for ethvert gammelt samfund, der går svanger med et nyt.« [22]
»Proletariatets frigørelse vil ligeså have sit bestemte militære udtryk, den vil skabe en bestemt, ny måde at føre krig på. Cela est clair [Det er klart].«[23]
For os gælder det som den store peruvianske kommunist José Carlos Mariátegui sagde:
»Hvis revolutionen kræver vold, autoritet og disciplin, går jeg ind for vold, autoritet og disciplin. Jeg accepterer dem som en helhed, med alle deres rædsler, uden kujonagtige forbehold.«[24]
Her vil vi gerne citere Formand Mao om krigens generelle love, og for at undgå gentagelse, ønsker vi at det følgende skal læses sammen med citatet fra Om langvarig krig angående forholdet mellem politik og kritik, som vi brugte tidligere:
»Krig er den højeste form for kamp til at løse modsigelser, når de har udviklet sig til et bestemt stadium, enten det er mellem klasser, nationer, stater eller politiske grupper, og den har eksisteret lige siden fremkomsten af privatejendom og klasser.«[25]
»Det sætter os i stand til at forstå, at revolutioner og revolutionære krige er uundgåelige i klassesamfundet, og at det uden dem er umuligt at foretage noget spring i den samfundsmæssige udvikling og styrte de reaktionære herskende klasser og derfor også umuligt for folket at vinde den politiske magt.« [26]
»… enhver revolutionær krig er modgift mod fjenden og i stand til at udrense vort eget smuds.« [27]
»Enhver kommunist må fatte den sandhed at »politisk magt vokser ud af geværløbet«.« [28]
»At gribe magten ved hjælp af væbnet magt, at afgøre spørgsmålet ved hjælp af krig, dette er den centrale opgave i revolutionen og dens højeste form. Dette marxistisk-leninistiske revolutionsprincip har universel gyldighed, for Kina og for alle andre lande.« [29]
Marx og Engels har klart understreget den revolutionære vold som en fuldstændig nødvendighed for proletariatets sociale revolution:
»De arbejdende klasser ville være nødt til at erobre retten til selvbefrielse på slagmarken.« [30]
OM AT LÆRE FRA PRAKSIS — MILITÆRTEORIENS UDVIKLING
Marx og Engels havde også at gøre med den proletariske militærteoris fordybning. De analyserede processen på deres tid og under deres opstande. De påtog sig deres tids bedste skabning og videreudviklede den. Det er opstanden inde i byerne og den rigtige taktik er kampen på barrikaderne. Den udkæmpes på gade efter gade. For eksempel under Pariserkommunen i 1871. Således er Marx’ og Engels’ hovedform for væbnet kamp barrikadekampen. Men militærteoriens udvikling færdiggøres ikke med dette.
Engels sagde selv i sit sidste leveår, i sit forord til Marx’ Klassekampene i Frankrig, 1848—1850, at »kampmåden«, »oprør på gammel vis«, er håbløst forældet. Men i stedet for at uddrage konklusionen at den væbnede kamp i sig selv er slået fejl, søger Engels at finde nye kampmåder under forandrede betingelser:
»Historien har imidlertid vist, at også vi havde uret; den har afsløret vor daværende opfattelse som en illusion. Den er gået endnu videre: den har ikke blot bortvejret vor daværende fejltagelse, men også fuldstændig omvæltet de betingelser, under hvilke proletariatet må kæmpe. Kampmåden fra 1848 er i dag i enhver henseende forældet, og det er et punkt, som ved denne lejlighed fortjener en nærmere undersøgelse.«[31]
»Vil det sige, at gadekampen ikke vil spille nogen rolle i fremtiden? Absolut ikke. Det vil kun sige, at siden 1848 er betingelserne blevet langt ugunstigere for de civile kæmpere, langt gunstigere for militæret. En fremtidig gadekamp kan altså kun blive sejrrig, hvis denne ugunstige stilling opvejes af andre momenter. Den vil derfor sjældnere forekomme i begyndelsen af en stor revolution end under dens videre forløb, og den må foretages med større styrker. Men disse vil da sandsynligvis som under hele den store franske revolution, den 4. september og 31. oktober 1870 i Paris, foretrække det åbne angreb frem for den passive barrikadetaktik.« [32]
I modsætning til dette var revisionisterne allerede dengang i færd med at forsøge, at forhindre enhver anvendelse eller videreudvikling af militærteorien, selvom dette var nødvendigt. Revisionister som Bernstein prøvede på at erstatte den væbnede kamp med parlamentarisk kretinisme og den slags. For eksempel blev det for oven citerede afsnit oprindeligt slettet, på grund af betænkeligheder hos partiets eksekutiv i Berlin (Engels). Men Lenin genoptog behovet for at videreudvikle den militære teori, og kom med to nøglebidrag:
For det første, kampafdelingerne:
»1. Uafhængig militær aktion.
2. Lederskab af massen.
Afdelingerne kan være af en hvilken som helst styrke, begyndende med to eller tre folk.
De må bevæbne sig så godt som de kan (med rifler, revolvere, bomber, knive, knojern, kæppe, klude med benzin til ildspåsættelser, reb eller rebstiger, spader til at bygge barrikader med, nitrocellulose/skydebomuld, pigtråd, søm [til kavaleri], osv. osv.) Under ingen omstændigheder bør de vente på hjælp fra andre, fra oven, udefra; de må skaffe alt selv.
Såvidt muligt bør afdelingerne bestå af folk som enten bor i nærheden af hinanden eller som mødes ofte og regelmæssigt på bestemte tidspunkter (helst folk af begge slags, da regelmæssige møder kan forstyrres af opstanden). De må arrangere sagerne sådan at de kan mødes på de mest kritiske tidspunkter, når de mest uforventede ting kan ske. Derfor må hver gruppe på forhånd udarbejde måder at handle i fællesskab: tegn i vinduer osv., så de kan finde hinanden nemt; på forhånd besluttede opråb eller fløjt, så kammeraterne kan genkende hinanden i en menneskemængde; på forhånd besluttede signaler i tilfælde af natlige møder, osv. osv. Enhver energisk person med to eller tre kammeraters hjælp kunne udarbejde en hel serie af sådanne regler og metoder, som bør optegnes, læres og øves på forhånd. Det må aldrig glemmes at chancen for at vi bliver overrumplet af begivenhederne er 100 mod 1, og at det vil blive nødvendigt at samle sig under utroligt besværlige betingelser.
Selv uden våben kan grupperne spille en yderst vigtig rolle: 1) ved at lede massen; 2) ved at angribe politifolk, kosakker (som i Moskva), osv. hvornår end muligheden byder sig, og erobre deres våben; 3) ved at redde de anholdte eller sårede, når der kun er få politifolk i nærheden; 4) ved at komme op på husenes tage, øvre etager osv. og kaste sten, hælde kogende vand ud over soldaterne osv. Med tilstrækkelig slagkraft udgør en organiseret og tæt kampgruppe en enorm kraft. Under ingen omstændigheder må dannelsen af gruppen blive opgivet eller udsat på grund af mangel på våben.
Såvidt muligt bør kampgruppernes medlemmer modtage deres pligter på forhånd, og gruppeledere må sommetider udpeges på denne måde. Det ville selvfølgelig være uklogt at lege med titlerne, men den enorme vigtighed af ensartet lederskab og lynhurtig og beslutsom handling bør ikke blive glemt. Beslutsomhed og slagkraft er 3/4 af succes.
Så snart grupperne dannes — altså lige nu — må de gå i gang med omfattende arbejde — ikke bare teoretisk, men i særdeleshed også praktisk arbejde. Med teoretisk arbejde mener vi et studie af militærvidenskab, en kendskab til militære problemer, planlægningen af foredragsmøder om militære spørgsmål, fremlæggelser fra militærfolk (officerer, underofficerer, osv. osv., hvilket indebærer arbejdere som har tjent i hæren); læsningen, diskussionen og brugen af illegale pamfletter og nyhedsartikler om gadekamp, osv. osv.
Vi gentager at praktisk arbejde bør påbegyndes øjeblikkeligt. Dette falder ind under forberedende arbejde og militæroperationer. Det forberedende arbejde indebærer at skaffe alle slags våben og ammunition, at sikre sig steder som er velegnet til gadekamp (egnet til at kæmpe fra oven, til at gemme bomber, sten osv., til at indsamle information, til at skjule flygtninge fra politiet, til at bruge som hospitaler, osv. osv.). Ydermere indebærer det forberedende arbejde de umiddelbare undersøgelser og indsamling af information — at skaffe kort over fængsler, politistationer, ministerier osv., at finde ud af rutinerne i regeringskontorer, banker osv., og at lære hvordan de bevogtes, lede efter kontaktpersoner som kan blive nyttige (ansatte i politiets afdelinger, banker, retten, fængsler, postvæsenet, telegrafen, osv.), at finde ud af placeringen af våbenlagre, byens våbenhandlere, osv. Der er en stor mængde af denne slags arbejde at udføre, og — ydermere — er det arbejde hvor selv de, der er helt ude af stand til at deltage i gadekamp, selv de allersvageste, kvinder, unge, ældre osv., kan være til enorm hjælp. Man bør med det samme arbejde for at få absolut alle som ønsker at deltage i opstanden ind i kampgrupper, for der findes ingen sådan person, og der kan ikke findes en, som ønsker at arbejde, men som ikke kan være af enorm værdi, selv hvis personen er ubevæbnet og personligt ude af stand til at kæmpe.
Ydermere bør revolutionære hærgrupper under ingen omstændigheder begrænse sig selv til udelukkende forberedende arbejde, men bør påbegynde militære aktioner så snart som muligt, sådan at de 1) træner sine kæmpende styrker; 2) lærer fjendens sårbare steder at kende; 3) påtvinger fjenden delvise tab; 4) redder fanger (de anholdte); 5) skaffer våben; 6) skaffer midler til opstanden (konfiskering af regeringens midler), og så videre. Grupperne kan og bør med det samme udnytte enhver mulighed for aktivt arbejde, og må under ingen omstændigheder udsætte tingene indtil en generel opstand, for man kan kun komme i form til opstanden ved at træne under fjendens ild.«[33]
For det andet, den proletariske milits:
»En virkelig folkemilits, altså en som for det første består af hele befolkningen, af alle voksne borgere uanset køn; og for det andet forener en folkehærs opgaver med politiopgaver, med den offentlige ordens og administrations hovedsagelige og grundlæggende organs funktioner.« Og ydermere: »Hvis kvinderne ikke inddrages i offentlighedens tjeneste, i militsen, i det politiske liv, hvis kvinderne ikke flås ud af deres lammende hus- og køkkenmiljø, vil det være umuligt at garantere virkelig frihed, det vil endda være umuligt at bygge demokratiet, for slet ikke at tale om socialismen.« [34]
Kommunistisk Internationale gik ikke ud over dette, selv hvis der var forsøg på det, især i løbet af frihedskampen under Anden Verdenskrig. Videreudviklingen finder sted i den kinesiske revolution under Formand Maos lederskab. Generelt set er der ofte en racistisk, social-chauvinistisk, imperialistisk-chauvinistisk indstilling over for den kinesiske revolution, hvor man siger, at den bare var en bondekrig i Kina, som — fordi den var langt væk — intet har at gøre med os og vor virkelighed.
Om den kinesiske revolution: Kampen mod krigsherrerne (feudalherrerne) i norden og for opbygningen af national enhed varede tre år, fra 1924 til 1927. KKP prøvede på at indføre teorien om den væbnede opstand (tre gange i Shanghai og én gang i Guangzhou). Alle fire forsøg på opstand blev undertrykt. Dermed blev indførelsen af teorien bevist som værende umulig, selvom der fandtes store proletariske byer. Jiang Kaishek overtog Guomindangs lederskab, og gjorde en ende på forbundet med Sovjetunionen og KKP. Under hans lederskab oprettede han fascisme, og udførte massakrer i de store byer. Under 1927’s efterårshøst begyndte guerillakrigen i Kina. Her var byerne midtpunktet, som bestemt af partiet. Formand Mao gik dog sammen med minearbejderne ud til bønderne og landet, og dannede en forbindelse mellem arbejderne og bondebevægelsen på landet. Formand Mao var ikke KKP’s anerkendte leder endnu, men han var lederen i de områder. Udviklingen fandt sted som følger: nederlag i byerne og sejre på landet. Som følge besluttede Centralkomiteen sig for, at gå ud på landet. Jiang Kaishek ønskede at knuse støttebaserne som man udviklede dér. Dette skulle gøres gennem omringnings- og tilintetgørelsesfelttog. Fire felttog mod de sydlige støttebaser blev slået tilbage. Kommunistisk Internationale sendte rådgivere til Kina. Rådgivernes arbejde betød endnu en gang stillingskrig i stedet for bevægelseskrig, og en undervurdering af guerillakrigen, denne gang anvendt i støttebaserne. Komintern mente, at KKP ikke var proletarisk nok. Derfor blev 28 kinesiske kammerater oplært i Sovjetunionen, nemlig de »28 Bolsjevikker«. De overtog KKP’s lederskab og begyndte at »systematisk« anvende det, de havde lært, som en mekanisk efterligning. Herefter fandt det femte felttog mod støttebaserne sted, og det var succesfuldt, fordi Formand Maos videreudviklinger ikke blev fulgt. Resultatet var at 100.000 kommunister, kæmpere og masser blev nødt til at påbegynde den Lange March mod Yan’an. De marcherede 12.000 kilometer under uafbrudt kamp. Derudover deserterede Zhang Guotao, og blev i starten fulgt af hærens hovedstyrke.
Senere invaderede det imperialistiske Japan Kina. Japanerne besatte det nordlige Kina og oprettede et marionetstyre. I 1936 begyndte den generelle krig mod Kina. KKP foreslog en enhedsfront, og Jiang Kaishek blev tvunget til at underskrive den (han blev anholdt og truet med døden) af sine egne generaler. De revolutionære styrker opdelte sig i to styrker: den 8. Røde Armé som hovedstyrken, og den Nye 4. Hær som guerillaenhederne. KKP ledte også kampen mod den systematiske forstyrrelse af enhedsfronten. Efter at have besejret Japan i 1945, udviklede KKP et forslag om en national-demokratisk regering, og tilbød Guomindang fred. Jiang, som var en marionet for USA og bureaukrat-kapitalisterne, afviste dette tilbud, og borgerkrigen begyndte på ny. Det revolutionære kinesiske folk opnåede sejr i borgerkrigen i 1949.
Herpå fulgte Korea-krigen, hvor et stort antal frivillige fra Folkerepublikken Kina deltog. På grund af det var det muligt, at skubbe USA og dens håndlangere tilbage, selvom de brugte biologiske og kemiske våben. Ydermere fandt en grænsekrig med Indien sted i 1962, som Nehru-styret startede, og grænsekonflikter med den nu social-imperialistiske Sovjetunion.
Der har været krigshandlinger i små områder (som i Changsha), mellemstore områder og store områder (som under Liaoshen-felttoget), såvel som i megabyer (som under Pingjin-felttoget), kampe i regnskoven, bjergene og heden, opstande (som i Nanchang), guerillakrig, bevægelseskrig og stillingskrig (som under Huaihai-felttoget), krig mod modstandere som brugte moderne masseødelæggelsesvåben (biologiske og kemisme våben) (som i Korea), krig mod nationale reaktionære (som krigsherrerne og Guomindang) og imperialistiske angreb (som USA’s og Japans) — kort sagt indeholder den kinesiske revolution stort set enhver tænkelig slags moderne krig i sine erfaringer. Det er vigtigt at kende til disse brede generelle træk, for virkelig at kunne forstå, hvorfor denne videreudvikling fandt sted dér, og under hvilke betingelser og på hvilket grundlag.
»Folkekrigen er det internationale proletariats militærteori; i den opsummeres for første gang, på en systematisk og fuldendt måde, de teoretiske og praktiske erfaringer fra kampene, de militære aktioner og krigene som proletariatet har ført, og de langvarige erfaringer fra folkets væbnede kamp og især de uophørlige krige i Kina. Det er med Formand Mao at proletariatet opnår sin militærteori; alligevel er der en høj grad af forvirring og misforståelse, hvad angår dette emne. Og meget af det udspringer fra det syn, mange folk har på folkekrigen i Kina. Generelt ses den simpelthen på spottende og foragtende vis som en guerillakrig; dette i sig selv betegner en mangelfuld forståelse. Formand Mao påpegede, at guerillakrigen opnår en strategisk egenskab; men på grund af dens i virkeligheden flydende karakter, forstås udviklingen af guerillakrig ikke som den findes, hvordan den udvikler bevægelse, en bevægelseskrig, en stillingskrig, hvordan den udfolder store planer i den strategiske offensiv og erobringen af små, mellemstore og store byer, med millioner af indbyggere, ved at forbinde angrebet udefra med opstanden indefra. Dermed konkluderer vi, at den kinesiske revolutions fire perioder, og hovedsageligt fra landbrugskrigen indtil folkets befrielseskrig, den anti-japanske modstandskrig mellem dem taget i betragtning, viser de forskellige aspekter og kompleksiteter i den revolutionære krig, som blev ført i løbet af over 20 år iblandt en enorm befolkning og en umådelig massemobilisering og -deltagelse. I den krig er der eksempler af enhver slags; og det hovedsagelige er blevet studeret på ekstraordinær vis, og dens principper, love, strategi, taktik, regler osv. er blevet etableret på mesterlig vis. Det er derfor i denne fabelagtige smeltedigel og ovenpå det som marxismen-leninismen etablerede, at Formand Mao udviklede proletariatets militærteori: folkekrigen.
Vi må tage i betragtning at Formand Mao efterfølgende selv, værende klar over eksistensen af atombomber og -missiler og Kina allerede værende i besiddelse af dem, fastholdte og videreudviklede folkekrigen, for at føre den under de nye betingelser med atomvåben og krig mod magter og supermagter. Sammenfattet er folkekrigen proletariatets og folkets våben, selv til at konfrontere atomkrige.
Et afgørende nøglespørgsmål er forståelsen af folkekrigens almengyldighed og dens efterfølgende anvendelse, ved at tage de forskellige slags revolutioner og hver revolutions særlige betingelser i betragtning. For at klargøre dette nøgleemne, er det vigtigt at tage i betragtning, at ingen opstand som den i Petrograd er blevet gentaget, såvel som at tage den anti-fascistiske modstand, de europæiske guerillabevægelser under Anden Verdenskrig og de væbnede kampe som på nuværende tidspunkt føres i Europa i betragtning. I sidste analyse var Oktoberrevolutionen ikke bare en opstand, men en revolutionær krig som varede i flere år. Dermed kan revolutionen i de imperialistiske lande kun forstås som en revolutionær krig, som i dag simpelthen er folkekrig.
I dag er vi kommunister og revolutionære, proletariatet og folket, mere end nogensinde før nødt til at smede os i: »Ja, vi er tilhængere af teorien om den revolutionære krigs almægtighed. Det er ikke en dårlig ting; det er en god ting. Det er marxistisk«; hvilket vil sige at være tilhænger af folkekrigens uovervindelighed.«[35]
OM ANVENDELSEN
Vi er nødt til at konkretisere, altså udvikle tilgange til en militærlinje, som frem for alt skal drives af det rekonstituerede kommunistiske parti i dette land. Militærlinjen er loven som afgør folkekrigen for erobringen og vedligeholdelsen af magten. Den består af tre dele:
- Folkekrigen, som i vort særlige tilfælde ikke er en enhedsfolkekrig, fordi den Nye Magt kun vil blive opbygget i byerne, mens udelukkende operationelle punkter vil finde sted på landet.
- Opbygningen af de revolutionære væbnede styrker, som i vort særlige tilfælde er en Rød Guerillahær, med det særlige kendetegn at inkorporere militserne for at udvikle sig hen mod det væbnede hav af masser.
- Strategien og taktikken som udtrykkes af fjendens omringnings- og tilintetgørelsesfelttog og vore kontra-operationer af omringning og tilintetgørelse, som må specificeres gennem anvendelsen af politiske og militære planer. De har politisk strategi og militær strategi, og konkretiseres i felttog med specifikt indhold.
Derudover er folkekrigen almengyldig. Men hvad vil det sige? Nuvel, for det første må man definere, hvad det almengyldige ved folkekrigen er. Hvad er dens kerne, dens essens? Angående de grundlæggende teoretiske aspekter som udgør den, har Perus Kommunistiske Parti opdaget fire:
»1) Proletariatets ideologi, marxismen-leninismen-maoismen, der skal specificeres i en vejledende tænkning, derfor baserer vi os på marxismen-leninismen-maoismen, gonzalo tænkningen, hovedsageligt på gonzalo tænkningen;
2) Nødvendigheden af Perus Kommunistiske Parti der leder folkekrigen;
3) Folkekrigen specificeret som bondekrig, der følger vejen at omringe byerne fra landet; og
4) Støttebaser eller ny politisk magt, opbygningen af støttebaser er essensen af vejen at omringe byerne fra landet.«[36]
Vi er fuldt ud enige med disse fire punkter. Overført til Forbundsrepublikkens virkelighed, vil dette for os mene:
1. Anvend maoismen! Behovet for en kreativ anvendelse af marxismen-leninismen-maoismen, hovedsageligt maoismen (i dag sammen med Formand Gonzalos bidrag, gonzalo tænkningen), til de konkrete betingelser, hvilket udvikler specifikke idéer for et specifikt land.
2. Det kommunistiske partis lederskab, et militariseret kommunistisk parti.
3. Folkekrig er massernes krig.
4. Oprettelsen af den Nye Magt. Dette er den revolutionære krigs hovedaspekt. Vi er nødt til at knuse fjenden for at skabe det nye, ikke fordi vi er nihilister. Skab løsninger på problemerne, som ændrer virkeligheden.
Spørgsmålet om ideologien står forrest, fordi det kun er gennem den uafbrudte anvendelse af vor klasses ideologi, som i dag er maoismen, at vejen til den proletariske revolutions sejr sikres. Dermed er den vigtige ting anvendelsen til det pågældende lands eksisterende betingelser, hvilket for os vil sige Tysklands betingelser. Bare for at give et eksempel (som bør være åbenlyst), så mens det for partierne i de undertrykte nationer er den demokratiske revolution som står på dagsordenen, er det for os i et imperialistisk land den socialistiske revolution. Men det vil ikke sige, at der findes én ideologi for de undertrykte nationer, og en anden for de imperialistiske. Proletariatet er en verdensomspændende klasse, og derfor har den kun én ideologi. Spørgsmålet om, hvilket slags revolution er passende for et bestemt land, er derfor et spørgsmål om marxismen-leninismen-maoismens anvendelse. Ideologiens vigtighed er også, at selv hvis reaktionen kan fysisk eliminere lederskabet, kan et nyt lederskab opstå gennem marxismen-leninismen-maoismens anvendelse. Dermed er den stabile skabelse af lederskab et af kommunisternes vigtigste problemer, især i de imperialistiske lande, hvor vi altid er meget tæt på reaktionen på grund af vort arbejde i byerne.
Formand Mao har lært os, at der kun findes én grundlæggende lov i verden, loven om modsigelse. Selvfølgelig findes der mange andre love, men denne er grundlæggende. Formand Gonzalo har opslugt denne læresætning og påpeget, at der altid er én hovedsagelig side i modsigelsens analyse, at én side altid er dominerende. Og eftersom sandheden altid udvikles til højere niveauer, taler vi i dag om marxismen-leninismen-maoismen, hovedsageligt maoismen. For med udviklingen til et højere niveau, i dag maoismen, tager ideologien et spring til en højere sandhed. Derfor findes der også modsigelser på sandhedens lavere niveauer, hvilket vil sige, at det hovedsagelige i denne modsigelse i dag er — selvom marxismen altid er et lukket system — maoismen. For eksempel sagde Engels, at Tysklands Socialdemokratiske Partis legalisering og deltagelse i valgcirkusset ville blive druknet af »ordenspartierne«, mens vi »ved denne legalitet får spændte muskler og røde kinder«. [37] Lenin har udviklet denne forståelse til et højere niveau. Bør vi dermed sige at begge udtalelser er lige sande? Nej, Lenin har nået et højere sandhedsniveau. Og det er sådan Formand Mao løste visse af Lenins problemer, såsom spørgsmålet om enhedsfronten, og med disse videreudviklinger nåede han frem til en højere sandhed. Det er derfor maoismen er det hovedsagelige aspekt i dag. Ellers ville vi have en situation, hvor Marx stod i modsætning til Lenin, og Lenin til Mao. I stedet for at se marxismens udvikling, ville vi rette den mod sig selv.
Fordi proletariatets ideologi altid anvendes af dets klasses bedste børn, beriges den uafbrudt med nye erfaringer. Enhver løsning på nye problemer hos den proletariske verdensrevolution er et bidrag til marxismen. Tankens og handlingens kæmper har givet os marxismen-leninismen-maoismen, som er altoverskyggende fordi den svarer til vort sandhedskriterium: den genopstår selv hver eneste dag på ny, i lyset af millioner af menneskers praksis. Og vi kan kun udvikle os teoretisk på baggrund af praksis.
Følgelig er det åbenlyst, at ved at anvende vor ideologi til klassekampen, altså gennem praksis i dette land, udvikles en vejledende tænkning, som systematiserer lovene hos landets klassekamp. Vi kan se historisk, at selv hvis kommunisterne havde et program, en generel politisk linje og vidunderlige betingelser for revolutionens udvikling, fejlede de i at leve op til deres ansvar over for verdens proletariat og folkeslag, fordi de ikke løste revolutionens specifikke problemer i deres pågældende lande ved at gå ud over det generelle. Der er et meget betydeligt eksempel i Tyskland, hvor det — på det tidspunkt — andet største kommunistiske parti på jorden, med dets eget clandestine og højt udviklede militærapparat, havde et lederskab, som ikke gik ud over Kommunistisk Internationales generelle vejledning, og som ikke anvendte marxismen kreativt for at løse nye problemer. Så det fejlede i at indlede og vedligeholde den revolutionære væbnede kamp.
Spørgsmålet om partiet er spørgsmålet om vor klasses organisation. Partiet forener vor klasses bedste børn. Og som det allerede er blevet sagt, må partiet altid bære geværerne, det må aldrig give op, for ellers går revolutionen tabt. Hvad angår det militariserede parti, vil det så sige, at enhver kommunist skal være Rambo? Nej. Men ethvert medlem af det kommunistiske parti må være en kæmper, og må være i stand til at lede den revolutionære krig praktisk og teoretisk. For partiets militarisering beskriver mængden af alle justeringer og tiltag der må tages, for at man kan lede folkekrigen under alle betingelser. Det er partiets militarisering, som endda gjorde kammeraterne i Peru i stand til at indlede og udvikle folkekrigen.
»Den koncentriske opbygning af de tre instrumenter er den organisatoriske udformning af militariseringen af partiet og sammenfattet bliver det til hvad Formand Gonzalo lærer os: »Partiet er aksen for alt, det leder altomfattende de tre instrumenter, sin egen opbygning, det leder fuldstændigt hæren og den nye stat som er et fælles diktatur, der peger hen mod proletariatets diktatur.««[38]
OM FOLKEKRIGEN SOM EN MASSERNES KRIG
Folkekrigen er konkretiseringen af den revolutionære vold som en almengyldig lov. Spørgsmålet som rejser sig, er spørgsmålet om anvendelsen.
Folkekrig kan ikke mekanisk efterligne andre lande. Selvom forskellige revisionister godt kan lide at vise det, som om folkekrigen er en bondekrig eller en krig for »at omringe byerne fra landet« (hvilket i sidste ende er det samme forsøg på forfalskning, men med andre ord), er disse ikke folkekrigens essentielle aspekter. Folkekrigen er en massernes krig, og der er også masser i de imperialistiske lande. I de undertrykte nationer er hovedsageligt fattigbønder under proletariatets lederskab revolutionens hovedkraft. I vor situation i Tyskland er det proletariatet, og især dets dybeste og bredeste masser, som er revolutionens hovedkraft og som vi må støtte os på. Her er det ikke et spørgsmål om at omringe byerne fra landet, men om urbant arbejde, hvor man samtidig er opmærksom på forskellen mellem store, mellemstore og små byer. Derfor forsøger revisionisterne at fremvise folkekrigen som nogen den ikke er, og derefter erklære dens umulighed i Tyskland. Men »dialektisk videreudvikling« er ikke vort spørgsmål, tværtimod er det en dialektisk anvendelse af principperne om folkekrigens ledelse, en anvendelse ifølge betingelserne i landet, som vi udfolder vort arbejde i. Det hovedsagelige i folkekrigen er mennesket, og hvis der findes kammerater, som er bevæbnet med marxismen-leninismen-maoismen, hovedsageligt maoismen, så kan problemet om våben løses på ret simpel vis. [39] »Masserne er drivkraften i skabelsen af verdenshistorien« er ikke en tom mantra, for i den revolutionære krig bliver sætningen en meget klar virkelighed. Spørgsmålet om hvorvidt den revolutionære krig kan lade sig gøre i de imperialistiske lande, er et spørgsmål om politiseringen, mobiliseringen, organiseringen og bevæbningen af masserne. Kun med massernes opbakning vil hæren, under partiets ledelse, være i stand til at føre og forevige den revolutionære krig. Det internationale proletariat og verdens folkeslag har nok erfaringer og beviser på, at det er muligt et føre revolutionær krig i de imperialistiske og urbane områder, at det er muligt at udføre væbnede aktioner i byerne over en lang periode.
Alle de væbnede befrielseskampe i de imperialistiske lande — uanset om der er tale om Spanien, Irland eller Anden Verdenskrigs frihedskæmpere — har bevist, at de kan findes på det sted og tidspunkt, hvis de nyder godt af massernes opbakning. [40] Det viste sig for eksempel, at IRA var i stand til at lede en væbnet kamp i over 30 år, uden at blive militært besejret. I et land, der er mindre end en tysk delstat, som har en befolkning på under to millioner, mod en af verdens stærkeste imperialistiske hære, fordi de havde massernes opbakning, og opbyggede deres egne magtstrukturer. I Frankrig var det også muligt at udføre væbnede aktioner midt i Paris, som modstand over for den tyske besættelse under Anden Verdenskrig.
»Den 23. august 1941 dræbte den sagnomspundne franske patriot Pierre Georges [som var kommunist], kendt som Oberst Fabien, en nazi-officer midt i Paris på metrostationen Barbes. Der blev udført 21 officielt registrerede aktioner i juli mod jernbanerne. Fra juni til december 1941 havde FTPF 107 sabotage-filer, 41 sprængstofstop og 8 afsporinger af toge i deres regnskab. En fascistisk rapport beskriver 221 angreb mod Paris-området i december alene.« Og mere: »Selv i Paris kæmpede frihedskæmperne sådan, at de tyske soldater i byens udkant nærmest ikke vovede, at gå ud på gaden om natten.« [41]
Under opstanden i de franske forstæder i 2005, blev politiet luret ind i bagholdsangreb, hvor der blev kastet tungt med sten og sommetider endda skudt med haglgeværer.
Dette er Frankrig i 2016: »Ved et lyskryds nær den berygtede forstad La Grande Borne i det sydlige Paris, blev to politivogne overfaldet i weekenden. Lyskrydset er kendt som et midtpunkt for narko- og våbenhandel, og overvåges af videokameraer. Kriminelle forsøgte gentagne gange at skade videokameraerne. For at forhindre dette, sendes politipatruljer regelmæssigt hen til lyskrydset.
Patruljen blev mål for kriminelle lørdag nat. Gerningspersonerne kastede brandbart materiale ind i politibilerne og forhindrede til at begynde med folkene inde i bilerne — to officerer ad gangen — i at forlade deres brændende fartøjer. De fire politifolk, inklusive to kvinder, blev udsat for alvorlige brandskader. En betjent er stadig i kritisk tilstand. »De ville slå os ihjel« sagde en af de mest skadede betjente tirsdag på radiostationen RTL. Han beskrev hvordan angriberne havde omringet bilerne på »få sekunder«, knust vinduerne og smidt Molotov-cocktails ind. »Der var ild i min kollega fra bilen bag mig. Jeg kastede mig selv hen på ham og rev hans skjorte af« sagde politibetjenten. Han havde aldrig regnet med, at det kunne komme så vidt en dag.«[42]
Belgiens eksempel, som Formand Mao også bruger, er allerede blevet nævnt foroven. Her ønsker vi at vise, hvilke konkrete erfaringer der var i Belgien, hvis almindelige tropper simpelthen blev overrumplet af den fascistiske Værnemagt, såvel som i Holland:
»I Belgien havde man allerede på det kommunistiske partis opfordring dannet den belgiske modstandshær sidst i 1940. Belgien modbeviser de meninger, som mange borgerlige forfattere udtrykker om modstandsbevægelsen, som siger, at årsagerne til guerillakrigens udvikling hovedsageligt skal findes i geografiske betingelser og i racemæssige og nationale særegenskaber. De geografiske betingelser var afgjort langt mindre gunstige i Belgien end i Jugoslavien og Albanien, for eksempel. Landet er for det meste fladt og med få skove. Der er ingen fremtrædende høje bjerge. Befolkningstætheden er stor, så man kunne gå ud fra, at dannelsen af modstandsgrupper ville være umulig. Imidlertid har den belgiske modstandsbevægelse bevist til punkt og prikke, at det selv under så ugunstige betingelser kunne lade sig gøre, at udvikle en stærk modstandsbevægelse. I overensstemmelse med omstændighederne, blev et illegalt system skabt til organiseringen af den belgiske guerillahær, som bestod af tre grupper per kompagni, tre kompagnier per bataljon og tre bataljoner per partisanerkorps, som hvert havde en officer med sit mandskab i spidsen. Der var også mobile grupper, som blev holdt så mobile som muligt ved hjælp af biler. Med en sådan organisation af frihedskampen, var det muligt at skabe en underjordisk hær. Partisanerne forblev ofte i deres hjem, hvis de ikke levede illegalt. Hele landet blev opdelt i 5 sektorer, i hvilke 16 partisanerkorps opererede.«[43]
»[Den belgiske modstandsbevægelse] afsporede tog, forårsagede togsammenstød, forstyrrede jernbanespor, blandede sig i produktionen af vigtigt krigsmateriel, angreb besættere og deres belgiske undersåtter, sprængte broer og låse i luften, ødelagde telefon- og telegraf-kabler. I 1941-42 udførte de belgiske partisaner 1757 aktioner, hvilket inkluderede 246 sprængninger og togafsporinger. I 1941’s vintermåneder alene blev 125 tog afsporet.«[44]
»Under de sidste kampe for Belgiens befrielse, besatte partisanerne endda nogle områder før ankomsten af de allierede styrker, og tusinder af besættere blev taget til fange. Fra den 3. til den 12. september 1944, tilfangetog den belgiske partisanerhær alene 23.000 nazistiske soldater og officerer i Borinage-området, erobrede 6 artillerier, over 100 biler og hundreder af rifler, og mistede kun 85 kæmpere.«[45]
I årene 1943-45 udviklede Italiens Kommunistiske Partis væbnede enheder en enorm slagkraft mod det fascistiske styrker. På landet kæmpede Garibaldi-brigaden, og i byen kæmpede GAP [46] — begge under det kommunistiske partis direkte lederskab. GAP udførte ikke bare logistiske støtteopgaver såsom rapportering og den slags, for at støtte frihedskampen på landet. I Rom, Firenze, Bologna, Genova, Turino og Milano havde GAP separate sektioner med adskillige celler, som gjorde alvorlig skade mod det fascistiske styre, hvilket inkluderede overfald på soldater, jernbaner og militære anlæg, strafaktioner mod torturudøvere og officerer, og proletariatets aktioner, såsom strejker med militær understøttelse. GAP, hvis medlemmer næsten udelukkende var medlemmer af det kommunistiske parti, blev senere suppleret af SAP, [48] hvis opgave var at give bredere støtte til GAP, gennem direkte deltagelse i væbnede operationer, og større inddragelse af masserne i byernes væbnede kamp.
»I Cuneo-provinsen og i Lanzo-dalen, hvor frihedskampen udviklede en særlig kraft, bidrog partisanergrupperne og Garibaldi-brigadens Cuneo-afdelinger fuldt ud, ved at støtte både byens og Turin-provinsens strejkende, såvel som dem i deres direkte styrede områder. Alle tog, som kørte fra Alperne til Turin, blev stoppet, især omking Pinerolo. Togene, som var fyldt med evakuerede arbejdere, blev hindret i at fortsrætte. Ved stationerne holdt partisanermødernes militære officerer improviserede samlinger, og skabte stor opbakning til strejken. »Republikanske« militsmedlemmer blev tilbageholdt og taget som gidsler.
I Lanzo-dalen holdt grupper af guerillaer deres tog op, kontrollerede de rejsende, og uddelte og opklæbede løbesedler, mens delingernes funktionærer talte med befolkningen om strejkens mål, og vakte opbakning og begejstring.«[49]
»For at hjælpe sporvognschaufførerne indblandede Garibaldi-kæmperne sig med sabotage, og sprængte hovedlagrenes spor i luften (Leonvacallo, Vittoria, osv.).«[50]
»Partisanerne brugte søndag, hvor fabrikkerne var lukket, til at forstyrre sporvognene igen. Faktisk kan man kun bruge nogle få linjer, mens cheferne desperat prøver på at reparere skaderne. Der er sabotageforsøg på landlinjerne; en gruppe unge gik ud for at spærre strømmen til de elektriske sporvogne, mens en lille gruppe blev overrumplet af fascisterne mens de fjernede et spor. Lørdag og søndag aften angreb partisanerne »republikanske« militspatruljer; nogle er døde eller såret, hvilket pressen holder mund om.«[51]
»Pieves minearbejdere og cementfabrikken begynder at strejke. Partisanerne lukker for liften for at forhindre råstoffer i at nå fra bjergene og ned til cementfabrikken.«[52]
»Vi rapporterede om GAP’s aktioner i Norditalien. I alle andre regioner var disse aktioner intensive og effektive. Jernbanernes primære og sekundære linjer blev forstyrret i Veneto, Emilia og Toscana. I Patro blev et tog lastet med sprængstoffer sprængt i luften. Tre master ved højspændingskablet i provinserne Vicenza og Verona og adskillige strømkabler i Belluno og provinsen led den samme skæbne. Den tyske kommando tilbød 100.000 lira for information om partisanerne.«[53]
Denne slags konfrontation, den væbnede strejke, med andre ord strejke plus andre slags guerillaaktioner, er et vigtigst aspekt af arbejdet i folkekrigen, og den udvikles også i folkekrigene i Indien og Peru.
Imidlertid blev væbnede aktioner udført i byerne uafhængigt af masseprotester, aktioner som blandt andet sigtede efter at udrydde de tyske og italienske fascisters levende styrker.
»GAP’s slagkraft var ikke langsom. En tysk artillerideling blev angrebet midt i selve byen (på gaden den 20. september), og to officerer til hest blev dræbt med bomber; foran havnen blev de tyske patruljer angrebet, og flere døde eller blev såret. To Sortskjorter blev dømt i Sestri, og som hævn for drabet på en arbejder blev en bombe kastet ind i bymilitsens barak. Men det var ikke kun GAP som gav kampen en offensiv karakter. Arbejdergrupper var aktive i de proletariske nabolag, og rev sommetider grupper af uorganiserede arbejdere med i offensive aktioner. Adskillige steder blev sporvognssystemerne skadet, forskellige sporvogne blev skadet ved hjælp af bomber, andre tvunget til at standse og gjort ubrugelige; i to tilfælde var vognene bevogtet af politi. Arbejdergrupperne afvæbnede politiet og tilbageholdt dem i gyderne.«[54]
»Aftenen den 23. december holdt fascisterne en middag med tyskerne; de fik deres brød, men også deres bly. En bombe gjorde en ende på middagen, der endte med 7 døde og 15 sårede.«[55]
»Samtidig i forskellige af Italiens byer organiserede partiet GAP, den nationale befrielseskrigs stormtropper. Disse grupper, som bestod af de bedste kammerater og tilhængere, de modigste, de mest hengivne, dem som var klar til at give alt for fædrelandets fremtid, begyndte med det samme at forfølge tyskerne og de fascistiske forrædere. Allerede den 26. september sidste år blev et tysk militærtog afsporet på ruten fra Firenze til Bologna. Den 27. satte Arezzo-GAP ild til et tog fyldt med benzin, den 29. sprængte de et af tyskernes ammunitionslagre i luften, i Milano blev tyske soldater angrebet på Livornos gader den 15. oktober, og en fascistisk barak i Sampierdarena blev angrebet den 20. oktober, og således fulgte et slag efter det andet gennem hele året. I Milano, Turino, Genova, Bologna, Firenze, Padua og Trieste blev tyske kommandører angrebet i løbet af dagen, politichefer skudt ihjel, tyske officerer likvideret, forrædere henrettet og kammerater sat fri fra fangekældrene, såsom vor kære Giovanni Roveda.«[56]
Men Italiens Kommunistiske Parti slog ikke bare fascisterne i gulvet gentagne gange, men forsøgte også — selvom de ikke kaldte det ligeud hvad det var — at opbygge deres egen magt, hvor fascisterne blev slået. Magt baseret på strukturer som ikke var principløse forbund mellem forskellige partier, men baseret på de bredeste masser under det kommunistiske partis lederskab.
»Disse organer er de Nationale Befrieleseskomiteer: bondekomiteer, landsbykomiteer, partisaner og patriotiske delinger, osv. Vi har påvist at disse organer er de Nationale Befrielseskomiteer, men ikke de nuværende, som i de fleste tilfælde bare er koalitionskomiteer mellem partier. De Nationale Befrielseskomiteer er massekomiteer, som organiserer masserne direkte i bedrifterne, distrikterne, landsbyerne og byerne, så de kan udtrykke deres ambitioner og vilje direkte og umiddelbart, og derfor er de ikke bare regeringsinstrumenter, som påtvinger sin vilje ovenfra, men folkeregeringens organer, organisering af det bredeste og mest direkte demokrati. I disse Nationale Befrielseskomiteer vil de forskellige partier og de forskellige anti-fascistiske strømninger blive repræsenteret sammen med de partiløse masser, og de vil handle i den samme ånd af enhed og kamp som de allerede handler i.«[57]
»I løbet af denne aktion vil kampen blive betragtet, organiseret og vejledt af de kæmpende komiteer, fagforeningskomiteen og det kommunistiske distriktslederskab. … Strejkeugens erfaringer har vist, at masserne ønsker at kæmpe og ved hvordan de kan kæmpe, og at de fordi de er klar over deres styrke endnu en gang er rede til at gå i krig, så snart fagforeningskomiteen, det kommunistiske parti og befrielseskomiteen beslutter sig for det.« [58]
Imidlertid var det ikke kun i Norditalien at den væbnede kamp blev udført i byerne, det kommunistiske partis væbnede delinger udførte også væbnede aktioner i Rom. [59]
De Røde Brigader var i stand til at lære af disse erfaringer og anvende dem i løbet af Italiens nyere historie. De Røde Brigaders erfaringer er rige med lektioner som vi er ndt til at studere og tage til os. Noget som vi er nødt til at videreudvikle i fremtiden. Her taler vi om kampe som dem i Milano i de tidlige 1980’ere. På Alfa Romeo-fabrikken, blandt andre, var en deling af de Røde Brigader (»Walter Alasia-kolonnen«) aktiv.
De kunne bevæge sig relativt frit inde på fabrikken, og nød åbenbart mange arbejderes opbakning, så organisationen kunne overleve den store undertrykkelsesbølge i 1979-80. 80% af organisationen bestod af unge fabriksarbejdere, og flertallet af dem levede legalt. I marts 1981 begyndte en arbejdsstrid som Brigate Rosse [BR] blandede sig i:
»I juni 1981 bortførte BR fabrikkens generaldirektør for arbejdsorganisation, Sandrucci. Samtidig tog BR tre andre gidsler. … [Blandt andre] en af de øverste kadrer fra benzinfabrikken Proto Marghera, en vigtig mand i DC [Kristendemokraterne] i Napoli og bror til forræderen Peci.«[60]
Om aktionens resultater: »Imidlertid mente mange også at Walter Alasia-kolonnen kvalificerede sig med denne aktion til at blive modvægt til fagforeningen. Den blev kaldt en væbnet fagforeningsbevægelse. … Denne tilgang blev bekræftet af bortførelsens resultater: i september stoppede man helt med Cassa Integrati [en slags deltidsarbejde].«[61]
Men proletariatet i Tyskland behøver ikke kun se på andre lande for at finde erfaringer med væbnet kamp. Det har også samlet mange af sine egne erfaringer. For eksempel Ruhrs Røde Hær [Rote Ruhr Armee] og Hamborg-opstanden 1923 [Hamburger Aufstand]. [62]
Organsationer som RAF [Rote Armee Fraktion] havde (i hvert fald midlertidigt) en betydelig del af massernes opbakning, men de kunne blive knust fordi de ikke organiserede masserne. Så spørgsmålet er, hvordan sejrer masserne, hvordan organiserer de sig? Dette fører os til problemet om de »tre med«. Dette vil sige at kommunisterne må leve, arbejde og kæmpe sammen med de dybeste og bredeste masser. Hver eneste kommunist må have muligheden for i deres hjemområde at forbinde sig med masserne, at vise retning. Over alt må de fremme massernes gåpåmod. At legemliggøre de »tre med« vil sige at rent faktisk anvende princippet om at vie hele sit liv til revolutionen. Den som virkelig anvender de »tre med« ved, at de dybeste og bredeste masser meget mere henviser til de enlige mødre på udkanten, end de unge mænd med pitbulls i nabolaget. Den som virkelig anvender de »tre med« ved, at opbygningen af en proletarfeministisk masseorganisation er meget vigtigere end en rapvideo hvor man poserer maskulint. Den som virkelig anvender de »tre med« opbygger ikke nogen ungdomsbande, men partier, hæren og fronten. Kommunisterne må være normale for masserne. De må være normalt for masserne at se det røde flag svaje og hammeren og seglet glimte. Denne normalisering er den kommunistiske propagandas strategiske aspekt. For når masserne kæmper, kæmper kommunisterne sammen med dem — med et rødt flag og hammer og segl, og det er normalt. Dette kan kun lade sig gøre, hvis de »tre med« legemliggøres. At legemliggøre de »tre med« vil også sige at proletarisere de småborgerlige kammerater. Ikke som en underholdende eventyrferie, ikke som om man er i praktik som kommunist, men som en levevej man vælger. Det vil sige at leve det samme liv som de dybeste og bredeste masser, med alle deres problemer og behov. Det vil sige at der ikke er nok penge tilbage sidst på måneden, at arbejdet gør en syg, at lægen er ligeglad, og at børnene går i en dårlig skole. Det er hvad det vil sige at dedikere sit liv til revolutionen. Intet mindre, det er i praksis at kammeraterne tager det rigtige klassestandpunkt. Dette er uundværligt for revolutionen, for at sikre at fortroppen virkelig er klar til alt, og i sandhed kan acceptere enhver af marxismen-leninismen-maoismens sandheder, uanset hvor bittert det må være for det borgerlige ego. Og den grundlæggende sandhed for den proletariske revolutions praksis er som følger:
»Sammenfattet blev alt Partiets massearbejde under rekonstitueringen udført for at forberede indledningen af folkekrigen. Fordi som Formand Mao lærer os, før indledningen af krigen virker alt for at forberede den og når den er indledt virker alt for at udvikle den. Formand Gonzalo har med fasthed anvendt og udviklet dette princip.«[63]
Hvad angår spørgsmålet om kommunisternes principper i krigsførelsen, sagde Formand Gonzalo:
»Hver klasse har altid skabt sin egen form for krigsførelse og sin strategi. Og den overlegne strategi har altid overvundet den underlegne. Den nye klasse har altid den overlegne strategi og den udgøres af folkekrigen, det viser kendsgerningerne. Der er militæranalytikere der siger således: kommunisterne har aldrig tabt en krig, når de har anvendt deres principper; de har kun tabt, når de ikke har anvendt deres principper.«[64]
Her er det imidlertid særlig vigtigt at notere erfaringerne i Peru. Dér afsløres muligheden på den ene side, mens PCP på den anden side tilbageviser misforståelsen at folkekrigen er en krig som kun omringer byerne fra landet.
OPBYGNINGEN AF NY MAGT
Med dette har vi set på spørgsmålet om massernes krig, i det mindste så langt at vi kan bevæge os videre til det næste punkt, spørgsmålet om Ny Magt eller støttebaserne. Ny Magt skal forstås som statsmagt, altså som en ny stat. I BRD’s tilfælde vil dette sige oprettelsen af proletariatets diktatur. Det er altoverskyggende at påvise, at opbygningen af Ny Magt rent faktisk kan lade sig gøre i de imperialistiske landes byer. Igen bruger vi de forskellige erfaringer som verdensrevolutionen hidtil har opnået. Visse erfaringer blev også opnået uden proletariatets lederskab, såsom i Nordirland.
Marx siger om proletariatets diktatur, at det »ikke være et parlamentarisk, men et arbejdende organ, på samme til udøvende og lovgivende.« [65]
Selvom folkekomiteerne i Peru er et regeringssystem tilhørende den ny-demokratiske stat under opbygning, og derfor er et fællesdiktatur under folkets revolutionære klasser i de undertrykte nationer, kan de også anvendes til den socialistiske stat, som er proletariatets diktatur. Statssystemet afgøres af spørgsmålet: hvilken klasse hersker? Det er politikkens indhold. Regeringssystemet afgøres af spørgsmålet: hvordan hersker klassen? Det er politikkens form.
»Han fastslog at Folkekomiteerne er konkretiseringen af den nye stat, de er Enhedsfrontskomiteer; ledet af Kommissærer, der påtager sig statslige funktioner som opgave, der er valgt i de Repræsentative Forsamlinger og som er underlagt at kunne blive afsat [kritik og selvkritik er indforstået]. Indtil nu er Folkekomiteerne clandestine, de arbejder gennem kommissioner ledet af Partiet, ved at anvende de »tre tredjedele«: en tredjedel kommunister, en tredjedel bønder og en tredjedel progressive, og de er understøttet af Hæren; de anvender folkediktaturet, tvangsret og sikkerhed, ved at udøve volden med fasthed og beslutsomhed for at forsvare den nye magt imod dens fjender og beskytte folkets rettigheder.«[66]
Angående spørgsmålet om, hvordan Ny Magt kan konkretisere sig eller blive konkretiseret i en form, tager vi erfaringerne fra Peru i betragtning:
»Disse komiteer består af fem medlemmer, kaldet kommissærer fordi de nedsættes [»called commissioners because they are commissioned«] af masserne og kan afsættes til enhver tid. De udpeges af de Repræsentative Forsamlinger, som når det kan lade sig gøre vælges af Folkeforsamlinger af alle masserne i en given landsby. De ledes af Partiet og består af kommunister, almindelige bønder og andre lokale progressive kræfter. Deres opgave er at begynde med at skabe ny politik, ny økonomi og ny kultur på landet, som en del af at forberede skabelsen af disse på landsplan.
Sekretæren blandt de fem kommissærer repræsenterer Partiet og proletariatet (som hovedsageligt er til stede på landet gennem Partiet). Sikkerhedskommissæren, også et PCP medlem, er ansvarlig for forsvaret af denne nye politiske magt, af lokalbefolkningen som helhed, som er organiseret i militser, sammen med lokale guerillastyrker og Folkets Guerillahærs hovedstyrker. Dette vil også sige at forberede det organiserede tilbagetog af landsbyboere fra området i tilfælde hvor det bliver nødvendigt. Sikkerhedskommissæren er også ansvarlig for politiopgaver, og handler imod kontra-revolutionære som angriber den nye politiske magt, eller almindelige kriminelle som skader masserne. Røveri, stoffer, uafbrudt fuldskab, prostitution, hasardspil, at tæske koner og børn, voldtægt og andre onder, som trivedes under den gamle etablerede autoritets beskyttelse, er nu undertrykt. Produktions- og økonomikommissæren organiserer udviklingen af en ny økonomi på baggrund af en ny slags forhold mellem folk.«[67]
»Kommissæren for samfundsanliggender er ansvarlig for at udøve retfærdighed. Dette vil sige at organisere folkeretssager: en anklager præsenterer Folkekomiteens sag, den anklagede har ret til at forsvare sig selv og præsentere beviser, mens folkemasserne lytter og beslutter sig. Et andet eksempel er oprettelsen af en forsikringskomite. … Kommissæren står også for ægteskaber. De to personer som ønsker at gifte sig må medbringe to vidner til at bekræfte, at ingen af dem er gift med andre — det er det eneste krav. Samfundsanliggender indebærer også at registrere fødsler, fylde folkets medicinlager (med stoffer som konfiskeres fra fjenden og urtemedicin) og sundhedsundersøgelser af nygifte og andre. Uddannelse vejledes af den kommunistiske anskuelse og forbindes med arbejde. … Kommissæren organiserer også rekreation, hvilket indebærer sport og kultur. … Der er også en kommissær som er ansvarlig for at indkalde til og planlægge møder i masseorganisationerne under Partiets ledelse.«[68]
Områder med Ny Magt eller støttebaser er ikke ensbetydende med et »befriet område« i den forstand, at reaktionen ikke længere er i stand til at gå ind i disse områder. Det er et spørgsmål om folkekrigens flydende karakter, ikke om at erobre og bevare territorier, men om at oprette former af Ny Magt, så folkets liv kan reguleres. I BRD kan man gå ud fra at dette arbejde først og fremmest må koncentreres i byernes proletariske nabolag. Hvis arbejdet i et sådant nabolag har udviklet sig så meget, at man begynder at regulere kvarterets liv og gør massernes liv så godt som muligt, vil det ikke sige, at den gamle stat er blevet knust. Her er det nødvendigt at mobilisere masserne og skabe en bevægelse. Ellers er der fare for at blive et vedhæng til den gamle stat og at udfolde socialarbejde.
Her vandt man også værdifulde erfaringer i Italiens anti-fascistiske kamp under Anden Verdenskrig. Det kommunistiske parti organiserede gadeceller i byerne, foruden de operative celler [69] og man dannede grupper til at fordele tomme huse blandt bombeofre [70] og til at skaffe og fordele brændsel.
»Arbejdergrupper blev organiseret af kampkomiteerne fra Breda, Falk og andre fabrikker, som begyndte at fælde alleernes træer, og derefter systematisk fordele det fældede træ til de folk, som støttede operationen og deltog aktivt i den. Grupper fra SAP og GAP bevogtede og beskyttede arbejdergrupperne imod indblanding fra tyskerne og deres fascistiske håndlangere.
De kæmpende komiteer og befrielseskomiteerne tog ikke kun initiativ i at fælde træer, men forsøgte også at løse madproblemet direkte. Parolen var »At få maden, træet og kullet til der hvor de er«, nemlig i de tyske og fascistiske lejre, og at organisere »direkte bytte mellem by og land«. De lokale befrielseskomiteer udviklede sig gennem disse praktiske foretagender og blev de forenende organer til kamp og folkemagt.«[71]
Og alt dette midt under fascistisk besættelse. Mulighederne for skabelsen af Ny Magt findes altså dermed også i byerne. Ud over disse enorme succeser, findes der også meget formanende negative erfaringer og mangler i Italien dengang. Så det siges blandt andet: »… vi kan ikke forlange at vi og kun vi altid står forrest. … Det er bedre at gå på kompromis for at forene sig. …«
Og derefter kritiseres det åbent: »I mange partisanerenheder og i mange befriede områder er det almindeligt at hilse med den knyttede næve, og der er hammer og segl og en lang række kommunistiske symboler i stedet for CLN’s [de Nationale Befrielseskomiteer] symboler.«
Og at selvom det allerede er blevet analyseret hvad angår Milanos strejker: »Det er nok at sige »partiet«, for det er klart at der kun virkelig findes ét parti på fabrikken: det kommunistiske parti, arbejderpartiet.«[72]
Her afsløres faren af at underordne alt til fronten under kampen, og i sidste ende at ikke opbygge proletariatets diktatur. Således blev en borgerlig republik oprettet gennem en kamp, som i høj grad var under ledelse af det kommunistiske parti, og som kostede mange gode kammerater livet, og ikke en stat under proletariatets diktatur.
Derudover beviser arbejdet foretaget af forskellige organisationer i Tyrkiet i dag, for eksempel i visse af Istanbuls kvarterer, muligheden af at opbygge Ny Magt i byerne.
De største erfaringer fra opbygningen af Ny Magt i storbyer kommer fra Perus Kommunistiske Parti. I Lima, hvor næsten 1/3 af landets befolkning bor, havde de oprindeligt ikke planlagt at opbygge Ny Magt, men blot at opbygge modstandscentre ved at bruge Folkets Revolutionære Forsvarsbevægelse [MRDP], som partiet virker i. Men dette arbejde udvikledes så godt, at partiet også var i stand til at opbygge Ny Magt her. Disse erfaringer opsummeres af PCP som følger:
»For omkring tre år siden, på Limas MRDP møde, diskuterede vi navnene på organisatoriske former, som vil styre de nye kampformer som vil forbinde arbejdernes kampe med kampen i de unge byer og andre nabolag (barrial): Folkekomite, Folkets Kampkomite eller simpelthen Kampkomite. Vi kunne se at Folkekomite ikke var praktisk, fordi man kunne blande det sammen med Folkekomiteen som vi kun organiserer på landet på grund af den demokratiske revolutions karakter. Senere hen diskuterede vi, hvordan man kunne fortsætte til at finde magtformer i byen, fordi vi, hvis vi skal erobre magten i hele landet, må organisere byerne for at styre dem fra undergrunden, og styre alt indtil tiden er inde til den sidste opstand. Vi konkluderede at en Kampkomite var praktisk. Imidlertid er denne til at undergrave den Gamle Stat i byerne og at få masserne til at gå i en organiseret retning. Den er det kimgrundlag som tillader at udøve magten. Problemet er at skabe midler til forenet aktion under Partiets lederskab, eller fælles aktioner som forenes organisatorisk med udøvelsen af autoritet. Vi kan undfange den som endnu en kampform i folkemagten, sammen med de andre fem former, som endnu en krigsform som kun er i byen. Så ville Kampkomiteen være en 6. form for magt, og den første kimform i byen.
Kampkomiteen ville have 3 milepæle. MRDP’s 88. møde skal anvende Kongressens Andet Møde: Kampkomite til at koordinere arbejdere og masser i nabolagene og de unge byer, ved at påtage sig funktioner; Forberedende Møde til det Andet Plenum i Centralkomiteen oktober-november 1990: Kampkomite til at give enhed, organisation og autoritet; og i dag, i 1991, Kampkomiteen som vi før nævnte som den sjette form og første kimform i byen. Hvorfor det i dag? På grund af den materielle virkeligheds udvikling. Disse er kendsgerningerne. Væksten af vort massearbejde i og for folkekrigen har skabt det på den måde.
Det hovedsagelige er at anvende principperne og ikke miste sans for retningen. Opfattelser stammer fra praksis. Vi ville ikke have opnået så meget ved kun at tænke over tingene i 1988, og vi ville heller ikke have opnået det sådan som vi har i dag. Dengang var det rigtigt at diskutere det, og det var sådan vi opridsede den generelle vej. Nu er tiden inde og virkeligheden viser os hvordan man kan opbygge den. Den er den sjette og først magtform i byen, et forbillede for at organisere kimformer for Ny Magt i byerne. Vi insisterer på at den ikke er den form for magt vi skabte på landet, men en anderledes form. Lad os huske dens retning og formål:
Første Kampkomite: AT KOORDINERE ARBEJDERE OG MASSER I NABOLAGENE OG DE UNGE BYER.
Anden Kampkomite: ENHED — ORGANISATION — AUTORITET.
Tredje Kampkomite: SJETTE FORM OG FØRSTE KIMFORM I BYEN. DEN ER IKKE NY MAGT SOM PÅ LANDET. AT FORHINDRE OG MODSTÅ DEN SKAL BETRAGTES PÅ SAMME MÅDE SOM PÅ LANDET. AT BETRAGTE DEN SOM KIMFORM, EN NY OG SJETTE FORM SOM OPSTÅR I BYEN OG ER FORBUNDET TIL AT FORBEREDE OPSTANDEN OG DERMED TIL EROBRINGEN AF MAGTEN I HELE LANDET. ET FREMSKRIDT HVAD ANGÅR AT OPBYGGE MAGTENS EROBRING I BYEN, DEN ER IKKE ET VEDHÆNG TIL DE AKTIONER DEN GAMLE STAT PRØVER AT UDFØRE. TVÆRTIMOD, DEN SIGTER EFTER AT OPHÆVE DEN GAMLE STAT, UNDERGRAVE DEN OG PÅ SIGT KNUSE DEN FOR AT FORME NY MAGT.«[73]
Så den Første Kampkomite koordinerer masserne i kvartererne. Den Anden Kampkomite organiserer forenede aktioner mellem de forskellige masseorganisationer i et kvarter, begynder at organisere massernes liv i kvartererne, og begynder at udøve autoritet, med andre ord at opbygge statsmagten. Den Tredje Kampkomite er så den første form for Ny Magt som udøves i byerne, hvis mål er at eliminere den gamle stat og dens herredømme. Således bygger det lille op til det store, den Nye Magt manes frem fra undergrunden. Dette arbejde udviklede sig så godt i nogle af Limas kvarterer, at partiet åbent udøvede sin kontrol, men det blev senere konkluderet at dette var gået for langt. [74]
Dette er en fuldstændig anderledes forståelse, en meget anderledes praksis, end for eksempel i Nepals tilfælde:
»CPN/m [Nepals Kommunistiske Parti/maoister] sendte et ophøjet forhandlingshold. … Man har endda åbnet et kontor i Kathmandu, der har været pressekonferencer, man har holdt møder med andre partier og borgerlige samfundsaktører, og man har organiseret massemarcher. … Ifølge dem selv, styrede maoisterne allerede 80% af landet. Målet var at omringe byerne og samtidig organisere en opstand i byerne ved at opbygge en enhedsfront mod kongen.«[75]
Folkekrig på landet og hovedsagelig legalt demokratisk arbejde i byen, med det mål at erstatte kongen med en borgerlig republik — dette er grundlaget for folkekrigens midlertidige nederlag i Nepal. Ikke bare teoretisk, men også praktisk, har man brugt de fire punkter som vi har nævnt foroven i den Internationale Kommunistiske Bevægelses historie. Ikke bare teoretisk, men også i verdensrevolutionens praksis, er de anvendelige i de imperialistiske lande.
FOLKEKRIGENS PRINCIPPER
Til sidst citerer vi Formand Mao Zedongs ti militærprincipper som skal anvendes:
- »Angrib spredte, isolerede fjendtlige styrker først; angrib samlede, stærke fjendtlige styrker senere.
- Tag små og mellemstore byer og udstrakte landarealer først; tag store byer senere.
- Gør det at tilintetgøre fjendens effektive styrke til vor vigtigste opgave; gør ikke det at holde eller erobre et sted til vor vigtigste opgave. At holde eller erobre et sted er resultatet af at tilintetgøre fjendens effektive styrke, og ofte kan et sted først blive holdt eller erobret endeligt, efter at det har skiftet hænder adskillige gange.
- Saml til ethvert slag en overlegen styrke (to, tre, fire eller sommetider endog fem eller seks gange fjendens styrke), omring fjendens styrker fuldstændigt, stræb efter at tilintetgøre dem totalt og lad ingen slippe gennem nettet. Under særlige omstændigheder kan metoden med at tildele fjenden knusende slag bruges, det vil sige at vi samler hele vor styrke og retter et frontalangreb og også et angreb på den ene eller begge af deres flanker med det formål at tilintetgøre én del og kaste en anden på flugt, således at vor hær hurtigt kan kan føre sine tropper videre og tilintetgøre andre fjendtlige tropper. Stræb efter at undgå opslidningsslag, hvor vi taber mere, end vi vinder, eller hvor det går lige op. På denne måde er vi absolut overlegne på ethvert delområde og i ethvert specifikt felttog, selvom vi alt i alt er underlegne (når det gælder antal), og dette sikrer os sejr i felttoget. Med tiden vil vi blive overlegne i det hele, og vi vil med sikkerhed tilintetgøre fjenden.
- Kæmp aldrig et slag uforberedt, kæmp aldrig et slag, I ikke er sikre på at vinde; gør alt for at være velforberedt til hvert slag, gør alt for at sikre sejren under de givne forhold, der er mellem fjenden og os.
- Lad vor fine kampstil komme til fuld udfoldelse — mod i slaget, ingen frygt for ofre, ingen frygt for anstrengelser, og fortsat kamp (dvs. at kæmpe fortfølgende slag uden hvil imellem).
- Stræb efter at tilintetgøre fjenden gennem mobil krigsførelse. Vær samtidig opmærksom på stillingsangrebets taktik, og indtag fjendens befæstede stillinger og byer.
- Når det gælder angreb på byer, så angrib resolut og indtag alle befæstede stillinger og byer, som er svagt forsvaret. Angrib og indtag på gunstige tidspunkter alle befæstede stillinger og byer, som er forsvaret med en moderat styrke, hvis forholdene tillader det. Hvad angår fjendtlige befæstede stillinger og byer, som er stærkt forsvaret, vent til tiden er moden, og tag dem så.
- Forstærk vor styrke med alle våben og størstedelen af de soldater, vi erobrer fra fjenden. Vor hærs vigtigste kilde til mandskab og materiel er ved fronten.
- Gør god brug af tidsrummene mellem felttogene til at hvile, træne og konsolidere vore tropper. Perioder med hvile, træning og konsolidering skal normalt ikke være særlig lange, og det skal såvidt muligt ikke tillades fjenden at få mulighed for at hvile ud.« [76]
Folkekrigen er langvarig. Tyskland er et imperialistisk land, hvis rigdom hviler på udbytningen af proletariatet og ekstraprofitterne fra de undertrykte nationer. Den tyske imperialisme, vor fjende, er stærk. Kommunisterne i Tyskland er svage, og vil forblive svage selv efter rekonstitueringen af Tysklands Kommunistiske Parti. Tysklands Kommunistiske Parti vil rekonstituere sig selv på baggrund af marxismen-leninismen-maoismen og frembringe en vejledende tænkning for revolutionen i Tyskland. Den tyske imperialisme er i konflikt med Tysklands folk, og denne modsigelse bliver mere og mere akut, og vil blive endnu mere i kølvandet på folkekrigene i halvkolonierne. Tysklands Kommunistiske Parti vil være et udtryk for proletariatets ideologi, som er sand og derfor almægtig. Som følge af dette vil folkekrigen i Tyskland sejre. Men den tyske imperialisme er stadig stærk og revolutionens styrker er svage. Som følge af dette kan den proletariske revolution ikke vinde hurtigt. Så folkekrigen er langvarig, men uovervindelig. Den langvarige folkekrig opdeler sig i tre perioder: den strategiske defensiv, den strategiske ligevægt og den strategiske offensiv.
»Men den objektive kendsgerning er at der er en stor ulighed mellem fjendens og vore styrker og for at vi kan gå fra svage til stærke styrker, har vi brug for noget tid hvor fjendens mangler kommer til udtryk og vore fordele udvikler sig. Derfor siger vi at vor hær tilsyneladende er svag, men i essensen er den stærk, og at fjendens hær tilsyneladende er stærk, men i essensen er den svag. Således skal vi, for at gå fra svage til stærke styrker, udføre den langvarige krig og denne har tre etaper: den første er perioden med fjendens strategiske offensiv og vor strategiske defensiv. Den anden vil være perioden med fjendens strategiske konsolidering og vor forberedelse til modoffensiven. Den tredje vil være perioden med vor strategiske modoffensiv og fjendens tilbagetrækning.«[77]
De strategiske problem om at kommunisterne er én mod ti, løses gennem taktikken om at sætte ti op mod én. Et marxistisk-leninistisk-maoistisk princip som Li Zuopeng [78] opsummerede som følger:
»Metoden at koncentrere en overlegen styrke for at knuse fjendens styrker én efter én legemliggør også idéen om at håne fjenden strategisk set. For kun ved at strategisk set håne fjenden og udvise en revolutionær og kampvillig ånd når vi »sætter én op mod ti« kan vi holde hovedet koldt, når vi står ansigt til ansigt med en fjende, og ikke frygte deres brutalitet eller blive forvirrede over en kompleks situation; kun således vil vi vove at koncentrere vore styrker og ramme fjenden. På den anden side vil sejre, som vi har vundet i løbet af en række felttog og kampe — ved hjælp af denne metode — yderligere uddanne folket og deres hær, og gøre dem i stand til at se klart ud fra deres egne erfaringer at fjenden kan besejres, og at det er helt rigtigt at håne dem strategisk set. Dette vil uundgåeligt styrke folkets og dets hærs selvsikkerhed i deres kamp mod fjenden, og opfordre dem til at kæmpe og vinde stadig flere sejre.«[79]
Vi håber at vi med dette værk har været i stand til at gøre et lille bidrag til rekonstitueringen af det storslåede og glorværdige Tysklands Kommunistiske Parti, på det rigtige grundlag og med det rigtige perspektiv.
[1] Mao Zedong, Koncentrer en overlegen styrke for at ødelægge fjendens styrker én efter én, 16. september 1946.
[2] Se afsnittet om den kinesiske revolutions ægte — i modsætning til den indbildske eller af den imperialistiske chauvinisme vildledte — virkelighed, som udvikles længere nede.
[3] Lenin, Proletariatets opgaver i vor revolution, april 1917.
[4] Her ønsker vi kort at repræsentere vore meninger med et citat fra kammerat Stalin, taget fra Über die Mängel der Parteiarbeit und die Maßnahmen zur Liquidierung der trotzkistischen und sonstigen Doppelzüngler: »Vore partikammerater har ikke formået at opdage, at trotskismen er ophørt med at være en politisk retning i arbejderklassen, at fra at være den politiske retning inde i arbejderklassen som den var for syv eller otte år siden, er har trotskismen forvandlet sig til en forrykt og principløs bande sabotører, afledere, spioner og mordere, der handler efter ordre fra fremmede staters efterretningstjenesters organer.«
[5] Blandt andre hændelser kan vi pege på Kent State massakren; den 4. maj 1970 blev fire studerende dræbt og ni alvorligt såret af skud ved en demonstration i Ohio.
[6] Mao Zedong, Samtale med den amerikanske korrespondent Anna Louise Strong, august 1946.
[7] Mao Zedong, Problemer i krigen og strategien, 6. november 1938.
[8] »Da reaktion over hele linjen og forstærket national undertrykkelse hører til imperialismens politiske særegenheder sammen med finansoligarkiets herredømme og den fri konkurrences udslettelse …« Lenin, Imperialismen som kapitalismens højeste stadium, 1916.
[9] Stefan Engel (MLPD’s langtidige enehærsker), Über die Herausbildung der neuimperialistischen Länder, 2017.
[10] Se Alexandra Becker, Zur Haltung der Antiimperialisten zur PKK, 2017.
[11] Kendsgerningen at yankee-imperialismen under de nuværende forhold bortkaster sine »forbundsfæller« og efterlader dem under den tyrkiske hærs morderiske åg, forandrer ikke disse sætningers rigtighed.
[12] Ikke kun os. For at sammenligne, se dokumentet fra TKP/ml’s centralkomite om partiets splittelse i oktober 2017. Our Party’s Ultimate Action And Evaluation Towards Right Liquidationist Group Who Left Our Party.
[13] Karl Marx, Friedrich Engels, Det kommunistiske partis manifest, 1848.
[14] Samme sted.
[15] Stalin, Marxismen og det nationale Spørgsmaal, 1913.
[16] Lenin, Entwurf einer Plattform zum IV. Parteitag der Sozialdemokratie Lettlands, 1913.
[17] Mao Zedong, Om langvarig krig, maj 1938.
[18] Karl Marx, Friedrich Engels, Det kommunistiske partis manifest, 1848.
[19] Lenin, To slags taktik for Socialdemokratiet i den demokratiske revolution, august 1905.
[20] Lenin, Hvad må der gøres?, 1902.
[21] Mao Zedong, Strategiske problemer i Kinas revolutionære krig, december 1936.
[22] Karl Marx, Kapitalen, bind 1, 1867.
[23] Friedrich Engels, Bedingungen und Aussichten eines Krieges der Heiligen Allianz gegen ein revolutionäres Frankreich im Jahre 1852, 1851.
[24] Perus Kommunistiske Parti, Let Us Retake Mariátegui and Reconstitute His Party, 1975.
[25] Mao Zedong, Strategiske problemer i Kinas revolutionære krig, december 1936.
[26] Mao Zedong, Om modsigelse, 1937.
[27] Mao Zedong, Om langvarig krig, maj 1938.
[28] Mao Zedong, Problemer i krigen og strategien, 6. november 1938.
[29] Samme sted.
[30] Karl Marx, Rede auf der Feier zum siebenten Jahrestag der Internationalen Arbeiterassoziation am 25. September 1871 in London, 1871.
[31] Friedrich Engels, Forord til Marx’ Klassekampene i Frankrig, 1848–1850, 1895.
[32] Samme sted.
[33] Lenin, Tasks of Revolutionary Army Contingents, 1905.
[34] Lenin, Concerning a Proletarian Militia, tredje brev fra Breve fra det fjerne, 1917.
[35] Perus Kommunistiske Parti, Om marxisme-leninisme-maoisme, 1988
[36] Perus Kommunistiske Parti, Militærlinje, 1988
[37] »Verdenshistoriens ironi stiller alting på hovedet. Vi, de »revolutionære«, »omstyrterne«, trives langt bedre ved de legale midler end ved de illegale og ved omvæltningen. Ordenspartierne, som de kalder sig, går til grunde ved den legale tilstand, de selv har skabt. De råber fortvivlet med Odilon Barrot: la legalite nous tue, legaliteten bliver vor død, mens vi ved denne legalitet får spændte muskler og røde kinder og ser ud som det evige liv.« Friedrich Engels, Forord til Marx’ Klassekampene i Frankrig, 1848–1850, 1895.
[38] Perus Kommunistiske Parti, Linje om opbygningen af revolutionens tre instrumenter, 1988
[39] I folkekrigen er der tre måder at skaffe våben på: 1) at erobre fjendens våben, 2) at lave våben selv, og 3) at købe våben. Den første måde er hovedmåden. Formand Mao sagde at Jiang Kaishek fortjente en medalje, fordi han var en god våbensælger.
[40] IRA havde derfor kun den katolske befolknings støtte, og modto kun delvist støtte fra protestantiske kræfter.
[41] Heinz Kühnrich, Der Partisanenkrieg in Europa 1939–1945, side 142.
[42] faz.net Rechrlose Zonen in Paris, 11. oktober 2016.
[43] Heinz Kühnrich, Der Partisanenkrieg in Europa 1939–1945, side 142.
[44] Heinz Kühnrich, Der Partisanenkrieg in Europa 1939–1945, side 209.
[45] Heinz Kühnrich, Der Partisanenkrieg in Europa 1939–1945, side 330.
[46] Patriotiske Aktionsgrupper.
[47] Se fodnote nr. 1 i Pietro Secchia, Die Aufstände in Norditalien i Der Kampf des italienischen Volkes für seine nationale Befreiung 1943–1945.
[48] Patriotisk Aktions aktionsgrupper.
[49] Luigi Longo, Generalstreik im ganzen besetzen Italien i Der Kampf des italienischen Volkes für seine nationale Befreiung 1943–1945.
[50] Samme sted.
[51] Samme sted.
[52] Samme sted.
[53] Samme sted.
[54] Pietro Secchia, Die großen Streiks von Genua und Savona i Der Kampf des italienischen Volkes für seine nationale Befreiung 1943–1945
[55] Samme sted.
[56] Pietro Secchia, Die Partei, der Motor des Aufstands i Der Kampf des italienischen Vokes für seine nationale Befreiung 1943–1945
[57] »La Nostra Lotta« nr. 5/6, citeret fra Der Kampf des italienischen Volkes für seine nationale Befreiung 1943–1945 side 107.
[58] »La Nostra Lotta« nr. 2, citeret fra Der Kampf des italienischen Volkes für seine nationale Befreiung 1943–1945 side 48 og 58.
[59] Se fodnote nr. 1 i Pietro Secchia, Die Aufstände in Norditalien i Der Kampf des italienischen Volkes für seine nationale Befreiung 1943–1945.
[60] Se bogen Rote Brigaden Fabrikguerilla in Mailand 1980–81.
[61] Samme sted.
[62] Angående erfaringerne fra Hamborg-opstanden, se »Klassenstandpunkt« #3, Die Erfahrungen des Hamburger Aufstands leben.
[63] Perus Kommunistiske Parti, Masselinje, 1988.
[64] Interview med Formand Gonzalo, 1988.
[65] Karl Marx, Borgerkrigen i Frankrig, 1871.
[66] Perus Kommunistiske Parti, Linje om opbygningen af revolutionens tre instrumenter, 1988
[67] »A World To Win« #16, Our Red Flag is Flying in Peru, 1991.
[68] Samme sted.
[69] Se Pietro Secchia, Das Volk für den Aufstand mobilisieren i Der Kampf des italienischen Volkes für seine nationale Befreiung 1943–1945.
[70] Se Luigi Longo, Nach einem Jahr der Kämpfe und Siege i Der Kampf des italienischen Volkes für seine nationale Befreiung 1943–1945.
[71] Pietro Secchia, Die Aufstände in Norditalien i Der Kampf des italienischen Volkes für seine nationale Befreiung 1943–1945.
[72] Pietro Secchia, Luigi Longo, Der Kampf des italienischen Volkes für seine nationale Befreiung 1943–1945.
[73] Perus Kommunistiske Parti, Majs direktiver for Metropolitan-Lima, 1991.
[74] Nogle imponerende billeder af dette vises i dokumentaren You Must Tell the World… som findes på demvolkedienens YouTube-kanal.
[75] Cornelia Schöler, Revolution in Nepal
[76] Mao Zedong, Den nuværende situation og vore opgaver, 1947.
[77] Perus Kommunistiske Parti, Militærlinje, 1988.
[78] Li Zuopeng var general og høj politisk kadre i Folkets Befrielseshær. Senere deltog han i Lin Biaos sammensværgelse imod Formand Maos førerskab og blev dømt for sine forbrydelser. Dette ændrer ikke på rigtigheden af synspunktet som fremføres her.
[79] Li Zuopeng, Strategy: One Against Ten; Tactics: Ten Against One, 1964.
