We publish an danish translation of the 1st of May declaration:

Proletarer i alle lande, forén jer!

Kast illusionerne bort og kast jer ud i kampen!

Vi vidste allerede, vi følte det allerede i vores krop og sjæl, at denne gamle verden er intet andet end helvede for det internationale proletariat og verden folk. Vi vidste allerede, hvad der i de sidste måneder har vist sig. Selv den mest tåbelige drømmer der så blindt til, har set alle illusionerne omkring det imperialistisk verdenssystem gå i stykker, forsvinde som røg.

Den fejlagtigt kaldte »Coronakrise« der mest af alt fortærer de fattigste og svageste, er et resultat af årtier af systematisk og fremskridende efterladelse af massernes offentlige sundhedssystem, forebyggelse og forberedelse til katastrofer — selvom hver ny pandemi varsler en værre en — fra de gamle imperialistiske stater og de bureaukratisk kapitalistiske stater, i deres anvendelse af deres planer for »privatisering« for at kunne fokusere på deres gevinst og profit. Dette er hvorfor hospitalerne ikke har kapaciteten til at tage sig af patienterne under epidemierne og nødsituationer, hvorfor der mangler sundhedspersonale og maskiner, udstyr, og forsyninger; det er hvorfor der er en manglende interesse og forsinkelse i forskning og udvikling af nye vacciner og medicin til at bekæmpe epidemierne der påvirker overlevelsen af de brede masser i verdenen; det er hvorfor forvarslingssystemerne ikke fungerede og hvorfor, da COVID-19 allerede rasede i Kina i november 2019, hverken i det land eller i de Forenede Stater, Spanien, Italien eller noget andet land blev umildbare tiltag foretaget for at »ikke skade økonomien«. Dette er den opsummerede krønike af »Coronakrisen«, en krise der forværres inden for imperialismens genrelle krise. »Coronakrisen« er grundlæggende katalysatoren og den første fase af en ny økonomisk verdenskrise — en krise af kapitalistisk overproduktion, hvilket er blevet annonceret af finanskapitalens økonomer i lang tid og hvilket drastisk forværres af hvordan COVID-19 pandemien forårsaget af »Coronavirussen« bliver brugt af reaktionære regeringer over hele verdenen — hovedsageligt den yankee-imperialistiske supermagt, atomsupermagten Rusland og de store imperialistiske magter. Det er yderligere fordybet af den kyniske konkurrence imellem dem.

Det er en krise, det vil sige ødelæggelsen af produktivkræfterne i en form ikke set siden Anden Verdenskrig, hvor — midt i en lavine af tiltag mod arbejderne og folkene af reaktionære regeringer, »legitimerer« dem som nødvendige for at bekæmpe pandemien — som et resultat af den politiske håndtering af imperialisterne, reaktionære og revisionisterne muliggjorde udvidelsen af COVID-19 epidemien til en COVID-19 pandemi og skabte noget, der intet mindre end et folkemord imod verdens folk. Den fejlagtigt kaldte »Coronakrise« har kastet de imperialistiske og godsejer-bureaukratiske stater i en endnu dybere politisk krise, der skærper alle grundlæggende modsigelser på det internationale plan og dem som er specifik til typen af land.

De ansvarlige for krisen og plagerne er imperialisterne og deres lakajer

Da epidemien begyndte i Wuhan, Kina, var imperialisternes bekymringer hovedsageligt afbrydelsen af »forsyningskæderne«, det vil sige, at den ville skabe problemer i produktionsprocessen grundet den lodrette integration af dens monopoler. Derfor tog de ikke nogen tiltag for at stoppe udvidelsen af epidemien. Da det blev klart at epidemien blev forvandlet til en pandemi, som det var tilfældet allersenest i slutningen af januar i dette år, deres bekymring var at luftfarts- og turistfirmaerne ville være nødt til at have et fald i deres profitter og derfor forhindrede de ikke virussen fra at sprede sig over hele verdenen. Da pandemien begyndte at ramme Vesteuropa, blev skolerne lukket, men restauranter og bordeller forblev åbne — under påskud om at undgå at ruinere små forretningsfolk, mens de er bekymrede for at beskytte de store monopoler af »franchise« og detailmonopol. Det var kun da fabrikkerne begyndte at lukke, kun da, at de imperialistiske Stater begyndte tiltagene. Det er der at staterne garanterer eksistensen af monopolerne for enhver pris. Der siger de »farvel« til »nedskæringspolitikken«. Der er den ubegrænsede udvikling af statsmonopolkapitalismen. »Nedskæringspolitikken«, gennemtvunget af yankee-imperialismen og indenfor den »Europæiske Union« (»EU«) af den tyske imperialisme, er direkte skyld i tusinder og atter tusinder af døde i de lande.

De få nævnte kendsgerninger demonstrerer at hvad der har betinget håndteringen af pandemien på de imperialistiske staters side er grundlæggende deres interesse i profit, de agerer som hver undertrykkernations imperialistiske borgerskabs store fælleskapitalist, vejledt af deres politiske og militære interesser i den mellem-imperialistiske kamp, og i særdeleshed, i vedligeholdelsen af deres ekstraudbytning af de undertrykte folk. Nu vil de have os til at dø som offerlam for kapitalens gud. For at redde dem, skal vi brænde os selv.

Imperialisterne viger ikke bort fra deres vej, de følger deres egen logik, ved at udnytte kendsgerningerne at verdens offentlige menings opmærksomhed distraheres af »Corona-krisens« drama. Yankee-imperialismens ubegrænsede aggression imod Venezuela i Caribien, Ruslands flådemanøvrer i Nordsøen og den Engelske Kanal, »EUs« (ledet af Tyskland) fremskridt for at bryde yankee’ernes sanktioner imod Iran, Trumps trusler imod OPEC + Rusland om at beskære deres olieproduktion, for blot at nævne nogle få »hændelser«, demonstrerer, at intet forandrer deres væsen som blodtørstige bæster. Som Formand Mao har sagt, vil imperialismen aldrig forvandles til en fredelig Buddha.

Kampen inden for »EU« overfor Italiens og Spaniens krav om at dele gælden med »EURO Bonds«, hvori Tyskland agerer som overherre og tvinger de spanske og italienske imperialister til at knæle for sig, på en måde de hidtil kun har kunnet gøre med lande som Grækenland, ligeledes med de franske imperialister, som de tvinger til at acceptere »hjælpepakken« for »kortarbejde« (forkortelsen af arbejdsdagen for at fremme økonomien), hvilket dermed tvinger dem til at spise fra Europa Kommissionens Præsident von der Leyens hånd, hvilket endnu en gang demonstrerer at den europæiske enhed er umulig under imperialismen. Men det mest åbenlyse eksempel på den absolutte mangel på »solidaritet« imellem imperialisterne, er hvordan den eneste hegemoniske supermagt, yankee-imperialismen, bogstaveligt talt stjæler de andre imperialisters medicinlager, ved at bruge mafiametoder, som repræsentanterne for bl.a. de franske og italienske imperialister har fordømt ― metoder som de altid har anvendt imod de undertrykte nationer.

Inden for scenariet af en gallopperende økonomisk og politisk krise, er det tydeligt hvem der vil betale for alle disse barbariskheder. Som altid i dette rådne system, vil det blive de laveste, arbejderne, hovedsageligt de »udokumenterede« og folkemasserne. Allerede er dusinvis af millioner blevet kastet ud i arbejdsløshed i de imperialistiske lande. Men den større byrde vil falde på ryggene af arbejder- og folkemasserne, især bondemasserne, i de undertrykte lande. I Indien alene mistede 100.000.000 arbejdere deres indkomst på én dag, hvilket tvang dem til at vende tilbage til landet for at overleve. Dermed er det endnu et eksempel på at den imperialistiske undertrykkelse ikke ødelægger den halvfeudale basis, men rettere sagt evolutionerer den. Da »karantænen« begyndte at blive anvendt i Chile, erklærede de store købmænd, de bureaukratiske kapitalister, på kynisk vis stigningen i brødprisen med 20% på én dag. Sikke en forbrydelse! Først forhindrer de masserne i at tjene det nødvendige for at overleve og derpå hæver de prisen enormt på den mest grundlæggende mad. I Ecuador efterlades de afdøde på Guayaquils gader i dagevis, ligesom i pestens epoke, hvilket viser den gamle godsejer-bureaukrat stats fuldkomne forrådnelse. I Brasilien, samtidig med at fascisten Bolsonaro og de øverste militære befalere strides om ledelsen af det kontrarevolutionære regime, forener de sig i anvendelsen af storborgerskabets og jordbesiddernes plan, tjenende yankee’erne, for at yderligere binde masserne med de djævelske millionfyringer, tvangslønnedsættelse og midlertidig ophævelse af ansættelseskontrakten, mere sult, elendighed og repression af de fattige og efterladte før COVID-19, under dække af at bekæmpe den.

De imperialistiske snyltere, der er ansvarlige for krisen, tilbyder på kynisk vis deres »hjælp« gennem den djævelske duo, Verdensbanken og den Internationale Valutafond, der begge domineres af yankee-imperialismen. Verdens folk forstår meget vel, at disse institutioner ikke betyder andet end underkastelse, undertrykkelse, udbytning, sult og elendighed. Slavebesidderne angriber slaverne, de tæsker dem vildt til de falder til jorden, og tilbyder dem så en hånd så de kan rejse sig igen, under den betingelse, at de påtager sig tungere lænker. Det er sådan de elendige håndterer det.

Undertrykkelse skaber modstand og udvikler denne, det imperialistiske systems krise, et tegn på dets yderligere sammenbrud, der truer med at fortsætte i årevis og vil lede til en enorm vækst i folkeprotesterne i hele verden. Endnu en gang udtrykker revolutionen sin karakter som den hovedsagelige historiske og politiske strømning. Alle imperialisternes og deres lakajers forbrydelser vil blive mere end straffet af de revolutionære masser i hele verden. Kampene for national befrielse vil stige endnu mere og store eksplosioner af folkekampe vil ryste hele verden. Det internationale proletariat og verdens folk vil tage store spring fremad i at gøre en ende på den allermest ondskabsfulde pest, dvs. imperialismen. Kolossen på lerfødder vil blive styrtet.

Imod imperialismen og de gamle stater: Kæmp og Gør Modstand!

Vi, verdens kommunister, må forstå den nuværende politiske situation meget vel og påtage vores ansvar med initiativ, energi og dristighed, ved at utrætteligt kæmpe for at hejse den røde fane med hammer og segl til tops i massekampens forreste linjer, ved at kæmpe og gøre modstand, for at lede og kanalisere den til tjeneste for den proletariske verdensrevolution, i kampen for de demokratiske og socialistiske revolutioner ― i overensstemmelse med hvad der er tilsvarende i hvert land. Det imperialistiske systems fordybende krise skaber fortræffelige betingelser for at kommunisterne yderligere kan udfolde massernes politik; for at fordybe, stramme og forøge rødderne og båndene med de bredeste og dybeste masser, ligesom kammeraterne allerede gør i forskellige lande og dét tillader dem at gå fremad i opbygningen af revolutionens tre instrumenter, Partiet, Hæren og Fronten, koncentrisk. Derfor, og det kan ikke være anderledes, er det hovedsagelige at fokusere i opbygningen af selve det Kommunistiske Parti, om det så er i rekonstituerings- eller konstitueringsprocessen eller allerede rekonstitueret, men selv da, fortjener opbygningen af fronten ― Enhedsfronten for revolutionen, om den så er demokratisk eller socialistisk, under proletariatets ledelse ― særlig opmærksomhed. Fronten må formes i overensstemmelse med udviklingsøjeblikket af revolutionen i hvert land, som en klassefront der tilsvarer revolutionens centrale og højeste opgave, den revolutionære væbnede kamp, dvs. Folkekrigen, for at erobre og forsvare magten for proletariatet og folket, baseret på kendsgerningen at revolutionen i hvert land er forskellig, tilsvarende de særlige betingelser, og at fronten i ét land ikke er den samme som fronten på verdensplan. Det bør få os til at overveje: Forén, skelne og lede! En god styring af frontens politik lader kommunisterne i alle lande tage gigantiske skridt fremad i deres stillinger og ― tilsvarende deres særlige betingelser og den revolutionære proces’ nuværende øjeblik i de henholdsvise lande ― at forene de brede masser, der selv oplever imperialismens pest, under deres ledelse. Vores problem er at skelne, ikke forvirre. Kun ved at skarpt skelne mellem os kan vi håndtere den polarisering af klasser der udfolder sig og vil blive større. Hvis vi ikke skelner mellem os, vil vi blive udvisket og udvikle dén vulgære »frontisme« hos det sammensurium, der tjener de modsatte mål end os. Dette må også gøres fordi Partiet skal bestå og gøre alt der er nødvendigt for at være det eneste og anerkendte centrum, sådan at revolutionen virkelig kan udvikles i overensstemmelse med hvad marxismen-leninismen-maoismen, hovedsageligt maoismen, har fastslået.

I øjeblikke med en stor skærpelse af klassekampen, må den udfoldes og udføres langvarigt. Hold for øje at alting ikke kan udvikles på det samme niveau, at der findes ulige udvikling. Det er en lov. Udviklingen er ulige og vil altid være det. Det er obligatorisk at kommunisterne giver tydelige og koncise paroler for at vejlede massernes kamp, fulgt ad med slagkraftige aktioner, der giver genlyd i sindet. I dette tilfælde betyder det at bryde den »politiske våbenhvile«, den »nationale enhed« som regeringerne forsøger at gennemtvinge under dække af »at bekæmpe Coronavirussen« for at knuse den revolutionære kamp og folkekampen. Kommunisterne må afsløre de korporative tiltag og bortkaste eller illusioner i de gamle stater, for ellers vil de falde i den fælde, at tjene den store reaktionisering af staterne. De må fokusere deres agitation og propaganda på at fremsætte den kendsgerning, at den eneste vej ud af udbytningens jernring er revolutionen under vejledning af proletariatet, ledet af dets Kommunistiske Parti. Dagskravskampen er nødvendig og må udvikles til tjeneste for kampen for magten for proletariatet og folket. Hvad der må ses her er, at den politiske kamp er hovedsagelig og at proletariatets og arbejderne generelts økonomiske kamp er basis. Problemerne om lønninger, arbejdstider, vilkår og rettigheder ― såsom retten til at organisere sig, strejke, forsamle sig, forene sig, ytre sig, tænke og bevæge sig osv. ― er livsvigtige problemer, som vi ikke kan gå udenom, for hvis vi undgår dem, kan vi ikke udvikle massearbejdet for revolutionen. Det må rejses ved at give et fremskub til arbejdsnedlæggelser og strejker, ved at styre godt deres indbyrdes forbindelse i overensstemmelse med kampens specifikke omstændigheder.

Over for pandemien kan kommunisterne ikke efterlade masserne til de reaktionære myndigheders trusler om »bøder for at håndhæve den sociale isolation« og de krummer som de giver dem (»sociale tiltag«). De må lede organiseringen af folkesundhedens forsvar, vejledt af en klasselinje, som politiske organismer for folkemasserne for at kæmpe for de grundlæggende behov: værn imod smitte og at med alle midler garantere madleverancen og sundhedsvæsenet; medicin, instrumenter og værnemidler og sanering af infektionscentre; gratis adgang til vand, elektricitet og transport for masserne. Ved at afvise at det er den gamle stats organismer og de imperialistiske NGO’er, der står for at levere »hjælp«, og forlange at de skal være folkets organisationer der påtager sig administrationen og distribueringen for at knuse det kontrarevolutionære og manipulerende misbrug, der påtvinges af den gamle stat gennem dens egne indre befalinger og militærlove.

Hold for øje at de gamle stater, over for den dybeste krise, lægger sin vægt over på massernes ryg. Udbytningen og undertrykkelsen fastslås med store nedskæringer på rettighederne, frihederne og fordelene, som er erobret med massernes blod. For at anvende det må reaktionen have sine »sociale tiltag« eller »reformer«, og disse vil kun bære frugt for reaktionen, hvis vi lader vores kampfaner blive taget bort. Vi kommunister går fremad og vi vil ikke lade dem tage dem bort, ej heller vil vi lægge dem ned. Vi må slå dem for at de falder, for at fjerne tæppet under den kontrarevolutionære aktion. Masserne ved hvor deres interesser er. Hav tro på masserne, tro på folket. Husk altid: »Folket og kun folket er drivkraften i skabelsen af verdenshistorien.«

Verdens nuværende situation fra folkets synspunkt nedkoges i: MASSERNES EKSPLOSIVITET INTENSIVERES I HELE VERDEN OG VIL UDFOLDE SIG MERE KRAFTFULDT. Det er vores pligt at være tydeligt om denne eksplosive situation og bruge den i overensstemmelse med proletariatets og folkets interesser, tjenende indledningen og udviklingen af Folkekrigen. Man må vide, hvordan man slås. Man må anvende krigens principper. Så må man anvende hvad Formand Mao siger om alle slags kampe generelt: Kæmp med årsag, fordel og begrænsning.

Eftersom imperialisterne, reaktionen og revisionisterne i hele verden på overdristigt kynisk vis forsøger at bruge skærpelsen af den imperialistiske krise for at fremme deres egne særinteresser, ved at angribe det internationale proletariat og verdens folk og hive deres jernkløer ud for at stjæle, dræbe og erobre størstedelen af byttet, dvs. de undertrykte nationer, må proletariatet og folkene gøre det modsatte. Kommunisterne må fremsætte ét modsvar, et forenet svar fra det internationale proletariat. Vi må hejse den proletariske internationalisme, i teori og praksis, og kæmpe for den Internationale Kommunistiske Bevægelses (IKB) enhed, baseret på marxismen-leninismen-maoismen, hovedsageligt maoismen, kampen imod revisionismen og tjenende den proletariske verdensrevolution, svingende Folkekrigen, udviklende de allerede indledte ― såsom i Peru, Indien, på Filippinerne og i Tyrkiet ― forberedende og, hovedsageligt, så snart som muligt indledende nye i alle lande.

I dag går kommunisterne fremad i IKBs enhed, går beslutsomt fremad mod virkeliggørelsen af den Forenede Internationale Maoistiske Konference, der vil skabe fødslen af proletariatets nye internationale organisation.

Det er tid til enhed. Nok med splittelser, sabotage, overløben og beskidt kamp. De, der går ind for maoismen og Folkekrigen og som har begået alvorlige principielle fejl, må påtage sig selvkritik, og ikke blot bryde med de metoder, men hovedsageligt med deres kilde, konvergeringen med Avakians og Prachandas indstillinger, forstående vel at ingen af disse to rotter har gjort noget som helst bidrag til marxismen, men er, og altid har været, simpelthen revisionister. I IKB råber et stigende antal Partier og Organisationer på rekonstitueringen af den glorværdige Kommunistiske Internationale, vejledt af maoismen, nogle tøver stadig og nogle få har andre kriterier, men det ophæver ikke, at denne lange vej er man allerede slået ind på, der er ingen vej tilbage, og med tiden, og i særdeleshed med mere Folkekrig, vil verdens kommunisters enhed på basis af principperne blive smedet.

Det er tid til handling. Vi må genfordoble vores aktiviteter, give fremskub til massernes oprør og kæmpe for at omdanne den spontane kamp til bevidst kamp under proletariatets ledelse. Nu er det ikke tid til at græde over fejl og begrænsninger, men midt i kampen må vi rejse os til øjeblikkets nødvendigheder. De, der tvivler eller tøver i dette øjeblik, kan miste massernes tiltro. Denne Første Maj vil blive et stort udtryk for kommunismens levekraft, vores strålende røde faner med hammer og segl er håbets, Kommunismens skinnende fremtids symbol, som vi udråber ved at føre krig imod den gamle ordens verden af undertrykkelse og udbytning.

Og for at fremhæve: Denne Første Maj fejrer vi også et meget vigtigt jubilæum. Det er 130-året for den første 1. Maj demonstration. Denne første demonstration blev indført og vejledt af den store kammerat Friedrich Engels, hvis 200-år for hans fødsel vi fejrer dette år. Fremad, kammerater!

LEVE DEN FØRSTE MAJ ― PROLETARIATETS INTERNATIONALE DAG!

FORÉN JER UNDER MAOISMEN!

MED PARTIET OG MASSERNE VIL ALLE MIRAKLER SKE!

PROLETARER OG FOLK I VERDEN: FORÉN JER FOR AT BORTFEJE IMPERIALISMENS PEST FRA JORDENS OVERFLADE MED FOLKEKRIGEN!