Som indledning:

Tænk over disse spørgsmål for at læse dokumentet:

Spørgsmålet er hvordan man undfanger og hvordan man håndterer.

Spørgsmålet er at vi skal se efter betingelserne og nødvendigheden (…); Hvis Partiet ikke begynder at se og demonstrere, at det tjener masserne og kan lede dem i deres kampe, hvordan kan de da stole på, at vi vil frigøre folket?

Problemet er at hvis det, der gøres under de faktiske betingelser, tjener principperne og krigen, hvis det ikke virker, så retter vi det og omtænker det.

Hvad skal vi gøre med fattigkvartererne (masserne)? Vi vil vinde et kontingent til krigen, og masserne spørger os så: hvad gør jeg nu? Hvis vi siger at vi ikke vil tage os af det, vil masserne fortælle os: sikke en fyr! Hvorfor er du kommet?! Vi er nødt til at bekymre os om alle disse ting og forstå, hvad vi kan løse og hvordan vi løser det, med andre ord, problemet er at bryde den onde cirkel.

Problemet om masserne, dagskravene og Folkekrigen.

Dette spørgsmål har at gøre med Enhedsfronten for magtens erobring. Hvad fortæller ___ os om fattigkvarterernes masser? Stigning i lønninger, det er godt, skal vi kæmpe for det? Naturligvis, hvordan kan vi ikke kæmpe for det? At argumentere for at kampen for lønninger er meningsløs, hvordan skulle vi så føre guerillakrigen på fagforeningsbasis, hvordan skulle vi så forberede klassen på magtens erobring? Oprette nye fagforeninger, klasseforeninger, eller justere andre?

Det rejser problemet om Folkekøkkener og „Ét Glas Mælk“, madtilskud, kæmper vi for tilskud? Selvfølgelig kæmper vi for tilskud! Hvis vi i den Nye Stat kæmper for tilskud, fordi vi sigter mod at gøre fødevareprodukterne billige og til samme pris overalt, hvordan kan det så være dårligt? Pointen er at vi kan undfange det i den Nye Stat, men indtil videre, så længe vi ikke har den Nye Magt, kæmper vi for den og så vidt muligt opbygger vi den. Spørgsmålet om Folkekøkkener og „Ét Glas Mælk“, de er organismer, som vi ikke har skabt, men de findes, regeringen ignorerer dem, revisionismen kan ikke længere ride på massernes ryg som før, og samfundet er uden at overdrive indviklet i en krise, der er meget værre end den berømte store krise i ’30erne, i verden, så for masserne i dag er det et meget mere presserende behov end i går og det er derfor de kræver det endnu mere, så de kræver at Partiet adresserer dem for at opnå selv den lille smule, de havde i går, og de ved også, at vi ikke instruerer dem til at stemme på A eller B, men snarere til at erobre det, der tilhører dem, med deres egne hænder, hvilket indebærer at det starter med kamp og med Folkekrigen, sådan kræver de det, fordi det er en fordel for deres begrænsede diæt, et glas mælk er godt for børnene, hvorfor ikke organisere masserne for at få og tilberede det? Hvorfor laver de Folkekøkkener? Fordi de har brug for dem, det er også en udvikling fra den „fælles gryde“, som proletariatet altid har organiseret i sine strejker. Så det giver mening, det er derfor disse krav stilles til os. Vi insisterer på at spørgsmålet altid er at udfolde dagskravskampen tjenende magten, og på den anden side om de organisationer, der har skabt det ene eller andet revisionistiske maskineri, for det første er det falskt og for det andet traffikerer de med massernes behov og interesser og rider på deres ryg for at misbruge dem til sine valgbestræbelser, sin parlamentariske kretinisme og frem for alt at begrænse deres eksplosivitet og opretholde orden, ikke at oplære masserne i at ødelægge ordenen og erobre den magt, der tilhører dem, gennem krigen.

Vi siger: Sundhedscenter, er det noget de behøver? Selvfølgelig behøver de det; … problemerne med vand, dræning, elektrificering, reduktion af beredskabsfonden, det er problemer, der stammer fra behovene i kvartererne og fattigkvartererne, derfor udgør de hvad de har brug for: opbygning af kraftværker, reservoirer vedligeholdt af Sedapal (Limas vandfirma), skal vi bede om at Sedapal betaler? Hvordan kan man overhovedet spørge? Ingen betaling til bidraget fra fonden for udvidelse af faciliteter osv. Her fortsætter vi med de specifikke krav fra kvartererne: „gratis vand“, det forekommer os som en god kampagne, det er, hvad vi har foreslået, at der kræves gratis vand, at militæret bliver pålagt at levere vand i stedet for at undertrykke, at deres indsats og penge investeres i dette for at nedslide dem mere, men at vi, masserne selv, fordeler vandet, fordi det er en af deres rettigheder, ikke en gave, fordi de betaler så mange skatter til staten og amtet. Således er amtet, hvad i helvede er det godt for? Til at afmaskere hvad cachaco’erne (den reaktionære hær) gør i dag, det er intet andet end den såkaldte „civile aktion“, der har kontra-revolutionært indhold, en del af yankee’ernes såkaldte „lavintensitets strategi“, der udfolder en undertrykkende, militær handling for at danne stikkere, „1 sol agenter“ (vores note: en sol er Perus monetære enhed), der sigter mod at udslette ledere, kadrer, militanter, kæmpere eller tilhængere, at adskille guerillaen fra masserne, at udslette Folkekrigen; vi må ikke acceptere andet end at deres aktion begrænses til at levere mad til masseorganisationerne, det er en lejlighed til at skabe nye organisationer, Lederkomiteer, Kampkomiteer eller Fordelingskomiteer, at de organiserede masser fordeler det, vi uddanner masserne i taktik, målrettet mod de fattigste, dem der har mest brug for det, i stedet for at nogle få af dem fortrylles eller tjener en profit. Dette står ikke i modsætning til at foretage angreb mod madvogne, uanset om det drejer sig om store erhvervsdrivende eller baghold imod militære leveringsbiler.

Det er massernes behov, men hvorfor rejser masserne dem?; „offentlig rengøring“, hvordan bliver det forkert? Det er godt, pga. det ophobede affald i gaderne bliver mange børn og gamle syge, kolera opstår osv.; „imod de overvældende amtslige skatter“, de uformelle skatter til amtet, at ambulancen koster mere end forretningsrejser, […].

„Nej til privatisering af uddannelse“. Vi går ind for gratis uddannelse, så hvordan skal vi tillade nedskæringen, der er en del af planen for den såkaldte nyliberalisme, at eliminere uddannelse mere så færre børn af folket uddannes og bliver så blinde, at de ikke engang kan se, hvad deres egne mestre kræver af dem, at for deres kapitalistiske omstrukturering har de brug for kvalificeret arbejdskraft, fremtidige forskere, ledere af deres økonomi, specialister, hvis ikke, hvilken modernisering af deres stat taler de så om? De ønsker at afslutte den gratis undervisning, fritage sig for endnu en funktionær og lægge byrden over på skuldrene af landsbyfamiliens allerede belastede og sultne far.

Massernes behov rejses dermed, behov, der stammer fra en fordybende krise og den mest alvorlige i vores historie, hvordan kan vi så kun foreslå at erobre magten gennem Folkekrigen uden at knytte den politiske kamp til deres krav? Vi ved gost, at dagskravene er den ene side af mønten og den anden side er krigen. Var det ikke det, vi sagde, da vi indledte den væbnede kamp? De kan ikke adskilles, dét er opportunisme. Hvis masserne ikke bevæges for at opnå fordele, hvordan skal de så kæmpe? Siger Formand Mao Tse-tung ikke: „vi skal bekymre os om vand og salt“, sådan har han lært os det, det er fint og det er godt at holde disse dokumenter for øje.

Nu fører dette til et problem, hvordan at udrette disse ting?

Det centrale spørgsmål er dette: kun vi, den Nye Magt, kan garantere, ingen andre kan garantere, kun vi med den Nye Magt og Hæren sigter mod at tilfredsstille disse behov ved at bevæge masserne, der er det væsentligste af vores midler, der er ingen anden måde at gøre det på, det er den eneste garanti, deraf behovet for at kæmpe for oprettelsen af Perus Folkerepublik, der konkretiseres af Folkekomiteerne på landet og Folkekampkomiteerne i byerne, med al den kompleksitet, en by indebærer; vær opmærksom på, at vi er nødt til at lære at styre det bedre og bedre, men det viser, hvordan folket finder umiddelbare fordele, opfylder sine grundlæggende behov, selv i en lille mængde, men de gør en indsats, de finder endda en skorpe i haven, et tag til husly og støtte, baghold, beskytter Partiet og tjener Folkekrigen, det er en lille prøve, og når magten udvikler sig, vil flere rettigheder blive garanteret, vi insisterer endnu engang, kun den Nye Magt garanterer. Men overfor de krav, vi ser, mener jeg at det er åbenlyst at kæmpe for lønnen, der er intet at diskutere; så ville det diskutable problem være „Folkekøkkenerne“, som vi allerede har talt om, at de reaktionære som står bag disse kriseproblemer siger, at hver plan for økonomisk tilpasning, de foretager imod deres inflation, ledsages af en kompensationsplan for at undgå eksplosivitet, dvs., hvorfor vil de undgå det? Fordi vi benytter os af eksplosiviteten. Den konkrete kendsgerning er at denne objektive virkelighed eksisterer, det er en nødvendighed, så vores problem er, at ligesom reaktionen ønsker at bruge den og bruger den, så er vi nødt til at bruge den til at udføre klasse- og folkekampen, for hvis vi ikke gør det, lader vi reaktionen fortsætte med at udbytte og undertrykke dem eller lade opportunismen og revisionismen trafikere med den, indtil den voksende eksplosivitet og de dybeste, mest grundlæggende af massernes behov er fuldkommen brugt af reaktionen sine mål med den langvarige oprørsbekæmpelseskrig; vi må ikke gøre det, vi må udvikle vores kamp i alle slags organismer, i gule organismer, i grå organismer. Så hvis vi går derind, hvordan skal vi så kæmpe? Fortæller vi dem, at disse ting er ubrugelige, at den nuværende tilstand ikke kan opfylde dem af den glæde, de kæmper for? Absurd! De siger: Hvorfor kommer du hen til mig? Derfor skal vi udføre det således: Når vi er ved magten, er disse rettigheder garanteret, i mellemtiden kæmper vi for at opnå dem i hård kamp, indtil vi har brudt den onde cirkel, og denne kamp er ikke forgæves, men hærder og forbereder os på de nye stridigheder, det fortæller vi dem, men insisterende på at garantien for dette er den Nye Magt.

På trods af alt, vi kæmper for at intet bliver fjernet, vi bekæmper kontrollen, men da proletariatet afviser kontrollen, ikke ønsker bundet levering, men opfyldelse af forpligtelsen til at bidrage til deres behov for mad, børn, gravide kvinder eller folkekøkkener, her forklarer jeg hvorfor de ikke giver folk det, de erobrer, eller hvorfor de får mindre og mindre på trods af så megen kamp, fordi det gamle samfund for at kunne eksisterer reducerer arbejdsevnen fra 100 til 20, det undertrykker 80 for at overleve, blev det ikke sagt, at der kun var 5% med tilstrækkelig beskæftligelse? Står det ikke i Hurtado Miller-rapporten? Det betyder, at kun 20 ud af 100 får tilstrækkeligt arbejde og 80 er dømt til ikke at arbejde, at være arbejdsløse eller underbeskæftigede, det er det rådne samfund, derfor har man ret til at kræve at man ikke kontrolleres; det man kæmper for er intet andet end den kompensation, som endda er etableret i deres egne love, fordi man ikke har andet end arbejdskraften, og man er nødt til at opretholde den, fordi det ødelægger selve folket, den skabende kraft, den mest revolutionære klasse, fordi det er en produktiv klasse; det er selve folket, der gør alt, de skaber selve samfundets kapital, fordi det er dens love, og deres plan er at fysisk ødelægge klassen, det må ikke tillades.

Siden rekonstitueringen, før indledningen af den væbnede kamp, har vi så ikke kæmpet for levevilkårene og har vi ikke forklaret deres forhold til klassens fysiske og moralske ødelæggelse? Har vi ikke etableret, hvordan dette system medfører barnedød, prostitution, kriminalitet? Og i dag er alt det værre, klassen kan ikke erobre mere, den mister det allerede erobrede, hvordan kan vi tage ved lære af det? Vi er nødt til at bekymre os om arbejdsløsheden, lønningerne, leveomkostningerne, børnene, kvinderne, den svage del af klassen, og derovre ser den reaktionære klasse ikke engang børnene, mindst af alle mennesker, at sørge for nødvendigheden af at have husly, især i byerne, at fremme besættelserne osv.; alt dette er i dokumentet fra det II. Plenums Forberedende Møde, vedrørende masserne, det blev etableret der.

Så for det første kæmper man, man kæmper, man bruger alle de former for kampe, man kender; for det andet, på trods af alt stopper man ikke kampen; for det tredje, for at kæmpe skal man i det mindste have en skorpe i munden, hvorfor er det så dårligt for os at organisere madproduktionen? For masserne er det nemmere at have 10 køkkener end 100, det er endda nemt og kunne organiseres bedre, så det giver noget til dem eller forbedres, deres liv er så begrænset og vanskeligt; for det fjerde, men spørgsmålet er at organisere og gøre dette uden om staten og imod denne stat, så det tjener revolutionen, så vi organiserer med klasseuafhængighed for proletariatets klasseinteresser, for folket, for revolutionen; for det femte, men så snart vi udvikler os, vil reaktionen ikke synes om det, og den vil bekæmpe os, så snart vi udvikler kampagner imod dem, vil de sende de undertrykkende kræfter, selvfølgelig fordi vi undergraver dem mere, det er spørgsmålet om at gøre modstand og lære at styre dette, men hvis masserne ser at de under denne kamp og fra organisationen får tilfredsstillet noget af det, de har brug for, vil de have en stadig mere retfærdig grund til at kæmpe for at opnå eller forsvare det, de har erobret; for det sjette, hvad der kunne gå galt ville være hvis vi ikke gjorde det uafhængigt, at vi ikke forbandt det med at forberede de store stridigheder, hvis vi ikke forstod, hvordan vi skulle gennemføre kampen baseret på Folkekrigen for magtens erobring, hvis vi ikke forstod det med klasseuafhængighed, hvis vi forstod det for simpelt, så den gamle stat ikke har problemer; for det syvende, kun med den Nye Stat, Perus Folkerepublik, garanteres disse rettigheder og disse behov, i mellemtiden er det en strid, en klassekamp, der kræver at fremme Folkekrigen, tjener Folkekrigen, bekæmper den gamle stat, stræber efter at erobre det som den skylder os, for den presser og udsuger os som en citron, og vi udvikler den uafhængigt med klasseuafhængighed i revolutionens perspektiv; ellers ville det være at overlade alt til opportunisterne, revisionisterne og regeringen, så de kunne binde masserne eller fortsætte med at udslette og undergrave dem fysisk og moralsk.

Sammenfatning:

Problemet er hvordan at udtænke det, organisere det og hvilket mål det har; lad os gentage, det er en objektiv virkelighed, at hvert Parti, revolution og kontra-revolution bestræber sig på at føre masserne i deres retning. Siges det ikke i dokumentet om den strategiske ligevægt, vedrørende Formand Mao om demokrati og krig? Siges det ikke at masserne bliver mere en slagmark og nu hvor der er en krig med to væbnede parter, er spørgsmålet væbnet kamp? Og finder striden ikke sted i sindet, finder den ikke sted i folks egne behov? Fejlen ville være hvis vi ikke gjorde det åbenlyst, at løsningen er i Perus Folkerepublik, hvis vi ikke forbandt det til Folkekrigen, og hvis vi ikke udviklede folkets uafhængige aktion; hvis vi ikke ville bekæmpe den gamle stat og dens regeringer, revisionismen og opportunismen, dét ville være det dårlige, og hvis vi troede at vi i morgen kunne løse situationen med det peruanske samfunds generelle krise med disse krummer, eller at de tre bjerge kunne ødelægges med blot grundlæggende spørgsmål, disse former for kamp tjener til at samle energi og åndeligt hærde os selv i klassekampen for magtkampen, dette er problemet, hvordan det er undfanget og hvordan det styres.

Endnu en sag er at vores energi ikke vildledes, vi fokuserer ikke hovedsageligt på dette, for mellem dagskrav og Folkekrig er det vigtigste Folkekrigen, dagskrav er midler, et instrument, hvilket indebærer at hvis man strides og kæmper på et tidspunkt for nogle dagskrav, og det støttes med Folkekrigen, er det netop det, der giver styrke til konfrontationerne. Men da der er nye opgaver og nye kræfter som præsenterer sig for os, vil vi fra disse nye kræfter udtrække de elementer, der kan udføre disse nye opgaver, så vil vi have flere kontingenter, der hærdes til højere opgaver, og vi vil selv lede begge uden at trække os tilbage på nogen måde, men i stedet styrke det hovedsagelige. At der er en mulig afvigelse til højre eller venstre, alt sker på denne måde, for har vi ikke set grænserne? Pointen er, at vi skal se i henhold til betingelserne og behovet for polarisering; Hvis Partiet ikke begynder at se og demonstrere, at det tjener masserne, og at det kan lede i sine kampe, hvordan kan de da stole på, at vi vil frigøre folket? Sådan kan vi håndtere disse spørgsmål. I det mindste på denne måde kan vi analysere, lad os se praksis, vi skal undersøge virkeligheden, se hvilke problemer der er, og hvor den kolliderer, vi tager retningslinjer, direktiver, politikker, og derefter at praksis afprøver linjens korrekthed, vi må aldrig vildledes og altid forbinde os til krigen, hvad hvis vi tager fejl? Vi har allerede set, kun de, der ikke gør noget, er ikke forkert, men de har allerede begået fejlen ved ikke at gøre noget, nogle gange siger man „men vi har aldrig gjort det før“. Vi har aldrig ført Folkekrig før, siden ’80erne har vi ikke gjort det mere, så det er ikke et problem, „jeg har aldrig gjort det“ er ikke et problem, problemet er, hvis det, der gøres i de faktiske forhold, tjener principperne og krig, hvis det ikke fungerede, korrigerede vi og tænkte det igen, hvis der er en stærk strid, så anvend dig selv som pilot, selvom der er mange måder at gøre ting på, problemet er ikke at binde hænderne og tænke over, hvad Lenin siger: „Nye opgaver med nye kræfter“, fordi de er revolutionære, hvorfor beder de os om dette? Hvad skal vi gøre med fattigkvartererne (masserne)? Vi vil vinde et kontingent til krigen, og masserne spørger os så: hvad gør jeg nu? Hvis vi siger at vi ikke vil tage os af det, vil masserne fortælle os: sikke en fyr! Hvorfor er du kommet?! Vi er nødt til at bekymre os om alle disse ting og forstå, hvad vi kan løse og hvordan vi løser det, med andre ord, problemet er at bryde den onde cirkel.

AF DOKUMENTET FRA DET III. PLENUM, MØDE MELLEM PERUS KOMMUNISTISKE PARTI OG FOLKEHJÆLPSKOMITEEN